En våd fornøjelse: Børnekarnevallet druknede i regn

Karnevello åbnede et regnfuldt karneval med dans, og sammen med Aalborg Kanonlaug skød Hr. Skæg officielt Aalborg Børnekarneval i gang.
Kort efter kom børnekarnevalsparaden afsted, og store smil tittede frem bag paraplyer, regnslag og konfetti.
Paraden bevægede sig mod Kildeparken med samba, et mekanisk hjul, store figurer og til sidst ponyerne.
Boulevarden summede af forventning, og børnene var klædt ud som alt fra påfugle og dinosaurer til fantasifulde dyr.
Kreativiteten fejlede bestemt ikke noget – nogle var endda klædt ud som deres egen far.
Der kom også gæster helt fra “månen”, da Sune, Stefanie og tvillingerne Storm og Sander på 4 år var fløjet helt fra Nørresundby.
“Vi har set frem til den her dag i vanvittigt lang tid, og det er fedt, at drengene endelig er i den alder, hvor kostumerne er en af de helt sjove ting, man kan være fælles om,” fortæller Sune, far til Storm og Sander.
I paraden var det tydeligt, at der var lagt mange timer i de flotte udklædninger.
Paraplyer som udklædning
Aalborg Børnekarneval har de mest kreative gæster, og flere havde fra start tænkt paraplyer ind i deres udklædning.
En af årets store nyheder i paraden var ponyoptoget, hvor Karnevellos hjælpere red på ponyer fra Cirkusgården.
Liv og Katja Schumann har sammen med otte familier trænet i måneder op til paraden, og optoget vakte stor begejstring blandt både børn og voksne tilskuere langs ruten.
Kreativitet og masser af musik i Kildeparken
Festen i Kildeparken fortsætter, fordi masser af familier trodser regnen.
På Stjernescenen stod publikum klar til at hylde Hr. Skæg, der blev kåret som prins.
Cirkusscenen emmede af liv, da sambaskolen Poco Loco holdt workshop for gæster klædt i regntøj fra top til tå.
Parken er stadig fyldt med stjernestøv og aktiviteter, og lige nu er der fuld gang i Mek Pek med Åh Abe Greatest.
“Jeg er imponeret over, hvor mange gæster der stadig har en kæmpe fest i det her regnvejr. De gæster, der er kommet ind på pladsen, bliver forkælet, for det har vi plads til!”, siger Jeanett Kaare, talsperson for Aalborg Karneval.
“Men ingen er herre over vejret, og tyk regn i mange timer får selv de mindste løver til at fryse.
Så årets afslutning på Børnekarneval, ja, den er nok druknet en lille smule, selvom Lakriderytteriet ikke giver op!”, afslutter Jeanett Kaare.











