En tryggere kommune for LGBT+: Aalborg Pride inviterer til borgermøde
København har en.
Aarhus har en.
Odense har en
En LGBT+handleplan. Men Aalborg har ikke en, og det vil en gruppe af lokale foreninger lave om på.
Derfor inviterer de i dag til borgermøde.
En tryggere kommune
Borgermødet er arrangeret af foreningerne Lev og Lad Leve, Aalborg Pride, House of The Secret og LGBT+ Danmark, og skal sætte fokus på, hvordan Aalborg Kommune kan blive en tryggere kommune for LGBT+personer.
Ifølge Justitsministeriets offerundersøgelser er der op mod 3.000 LGBTQ+ personer, der årligt udsættes for vold i Danmark blot på grund af deres identitet. Det svarer til 114 personer årligt i Aalborg Kommune eller omregnet til 2 om ugen.
Det er uacceptabelt, mener Michael Bjerring, der er medstifter af foreningen Lev og Lad Leve, der arbejder med at stoppe hadforbrydelser.
”Hver eneste dag landet rundt bliver personer som mig udsat for had og vold, blot fordi vi har en seksualitet, kønsidentitet eller udtryk, der er mindre hyppig i gadebilledet. Jeg er selv blevet råbt ad og omringet af 5 mænd, første gang jeg kyssede en fyr på Nytorv i Aalborg. Sådanne oplevelser har mange desværre.
Det skal vi sige tydeligt fra overfor, og derfor er vi mange, der arbejder på, at Aalborg Kommune vil følge i fodsporene på landets andre store kommuner og få en LGBT+handleplan.”

Borgmestertale og samtalesalon
For at samle flest mulige inputs fra kommunens borgere er der indkaldt til åbent borgermøde denne tirsdag d. 4. marts i det nye mangfoldighedshus, der findes på Hovedbiblioteket.
Borgermødet åbnes med en tale fra borgmester Lasse Frimand Jensen. Dertil kommer taler fra lokale LGBT+ personer, en samtalesalon med 4 byrådsmedlemmer, workshops, fællesspisning og drag performances.
Alle inputs fra dagen videregives til kommunens mangfoldighedsudvalg.
Mødet foregår i Mangfoldighedshuset, Folkestuen ved Aalborg Hovedbibliotek på Rendsburggade 2, og det er ganske gratis at deltage.
Tilmelding sker via dette link.
PROGRAM
14.45-15.00: Ankomst
15.00-15.10: Åbningstale af Lasse Frimand Jensen, Aalborg Kommunes borgmester
15.10-15.25: Derfor har vi brug for en tryggere kommune – taler fra Lev og Lad Leve, Aalborg Pride og lokale LGBT+personer
15.25-16.15: Samtale om et tryggere Aalborg – perspektiver fra lokalpolitikere
16.15-16.30: Gode erfaringer fra andre kommuner v/ Claus Asgar Brandstrup, ansvarlig for LGBT+ Danmarks kommunalpolitiske indsats
16.30-16.40: Pause med snacks
16.40-16.55: Inputs fra publikum
16.55-17.00: Drag performance + afrunding v/ Tobias Bøgeskov Eriksen, formand for Aalborg Mangfoldighedsudvalg
____________
17.00-17.30: Fællesspisning
17.30-18.40: Workshops for at samle inputs til handleplan for en tryggere kommune
18.40-19.00: Opsamling, festligt indslag og next steps