En magisk oplevelse: Historisk fyrværkerishow over Aalborg

3 tons fyrværkeri fordelt på 4000 stykker fyrværkeri, 4 kilometer kabler, 5 afskydningsanlæg, 20 mand til at sætte det op …
I går aftes klokken 23.15 skete det. Danmarkshistoriens største fyrværkerishow blev fyret af på godt 17 minutter fra Limfjordsbroen i Aalborg.
Prisen for showet er ukendt, men det var ikke billigt. Fyrværkerishowet er igen i år en gave til Aalborg fra den lokale erhvervsmand Eigild B. Christensen, der ønskede, at byen skulle have det smukkeste (og største) fyrværkeri nogensinde i landets historie.


Op mod 150.000 mennesker oplevede showet
Showet var en magisk oplevelse, der tiltrak flere tusinde mennesker til både havnefronten i Nørresundby og Aalborg. Inden showet har arrangørerne estimeret, at der kunne komme op mod 150.000 mennesker til showet, men det er endnu ikke bekræftet.
Bag showet stod en af Danmarks bedste fyrværkere Gunnar B. Knudsen fra Højen & Magic fyrværkeri, der havde komponeret det smukkeste show, som var ren magi i luften.


Temaet var maritimt, så det passede til vandet og skibene. I år kom der helt nye ting i spil, blandt andet blev der affyret fra en coaster på fjorden, og der var to kraner på broen, så der kunne fyres af i 40 meters højde.
Limfjordsbroen var scenen, og det var det vildeste syn at opleve “symfonien” af raketter.
Tall Ships Races slutter i dag, hvor eventområdet har åbent fra 11.00 -14.00. Klokken 13.00 – 15.00 er der Parade of Sail, hvor skibene forlader havnen i Aalborg


