Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

En kold forfriskning: Isbutik lancerer øl-is

Af Stine Kjølby Christensen

Sommer er lig med kolde øl – om det så er på festival, ved Havnefronten eller til årets grillfest.

Men nu har vi en god nyhed til jer, der drømmer om at kunne indtage øl med (næsten) god samvittighed, uanset tidspunktet på dagen, eller hvor du befinder dig.

Hos Aalborgs nyeste isbutik, Ny Lundgård Ismejeri, i Bredegade har man nemlig fået en helt særlig is på kortet, som vi forudser, bliver et kæmpe hit denne sommer … i hvert fald hvis du er vild med øl.

Den nye is er lavet på øllen “Dark Horse” fra Ørbæk Bryggeri og er foruden sin flotte, rubinrøde farve også kendt for sin mørke og fyldige smag – der altså nu også fås som hovedingrediens i Ny Lundgårds nyeste is.

Du skal heller ikke være bekymret for, om du kan køre hjem efter indtagelsen af øl-isen.

Grundet den pasteurisering som isen gennemgår, før den ender i disken, er der ingen alkohol i, og du kan dermed nyde alle de kugler, du overhovedet orker.

En kold forfriskning: Isbutik lancerer øl-is
Den nye is er lavet på øllen “Dark Horse” fra Ørbæk Bryggeri.
En kold forfriskning: Isbutik lancerer øl-is
Der er også meget andet økologisk is i disken, hvis øllen ikke siger dig noget.

Smager den så af øl?

MigogAalborg har været forbi isbutikken i dag for at smage det nye vidunder(?), og da vi cirka ingen erfaring har med “øl-is” var det svært at vide, hvad vi skulle forvente.

Anmeldelsen kan gøres meget kort: Den smagte af øl. Kort og godt.

Dog i en noget mere cremet og fast udgave end vi er vant til, men ellers var smagen fuldstændig genkendelig.

Hvis du er kæmpe fan af øl eller bare glad for en kold bryg engang i mellem, bliver du nødt til at prøve den – og vi tør godt love, at du bliver glad. Flødeisen og øl-smagen gør sig rigtigt godt sammen og er meget forfriskende.

“Vi har haft nogle øl-entusiaster inde, som ikke helt troede på, at det ville smage rigtig af øl, men så snart de prøvede det, blev de meget glade,” fortæller Maj-Britt Kjær Sørensen, der er medindehaver af mejeriet.

At isen går under kategorien “gourmet”, kan også tydeligt smages. Der er ingen kunstige tilsætningsstoffer, og der bruges frisk mælk direkte fra den økologiske gård i Midtjylland, Ny Lundgård.

Det er heller intet tilfælde, at gården og ismejeriet deler navn. Mejeriet ligger nemlig på gården, der er et økologisk mælkelandbrug med 80 køer.

Meget mere fra jord til bord (eller isvaffel) bliver det ikke.

Del artikel

Andre læser også