En kæmpe festdag for alle i Aalborg: Nu er programmet for Vestbydagen klar
Selvom Aalborg ikke er lige så stor som København, så er der stadig et helt særligt sammenhold i de forskellige bydele.
Det gælder også i Vestbyen, hvor man for alvor har fået genoptaget den store succes med Vestbydagen.
Den vender igen i år retur, og det sker på torsdag d. 29. august hvor et større område i Vestbyen forvandles til en hel festivalplads.
Der kommer til at være parade med sambarytmer, madboder, gratis is, koncerter og masser af andre spændende og sjove aktiviteter.
DMI lover endda 25 grader dog med en blanding af sol, skyer og byger. Men lunt bliver det i hvert fald.
Sambaoptog starter ved Kvickly
Programmet for dagen er også blevet offentliggjort.
Det hele starter klokken 14.30 med et sambaoptog fra Kvicklys p-plads og så videre til Haraldslund, hvor alle aktiviteterne kommer til at foregå.
Aalborgs borgmester Lasse Frimand Jensen åbner formelt Vestbydagen med en åbningstale, og derfra begynder der en masse aktiviteter.
500 gratis is uddeles foran Haraldslunds hovedindgang lige efter åbningstalen.
Og Vestbydagen er naturligvis for alle i Aalborg og ikke kun dem som er bosiddende i Vestbyen.
Det er en oplagt mulighed for dem, der bor i Vestbyen at hygge med naboer og andre gode folk i nabolaget.
Du kan se hele programmet herunder
Den lokale sambagruppe Poco Loco kommer til at få en hovedrolle på dagen.
Arrangørerne skriver;
“Du kan opleve en farvestrålende samba-parade med dansere og musikere fra Poco Loco, der fylder Vestbyens gader med fest og glæde.
Paraden starter ved Kvickly ca. kl. 14.40 og forvandler Vestbyens gader med rytmer og farver, når de går gennem Vestbyen og ned til forpladsen for at åbne Vestbydagen.
De optræder igen med et sambashow på forpladsen kl. 17.00.”