En anholdt: Ung mand stukket ned i Aalborg i nat
I en uge hvor der har været hele fire kniv-røverier i Aalborg, skete der i nat endnu en dramatisk hændelse med en kniv.
En ung mand blev i nat omkring kl. 02.20 stukket ned ved Borgergade i Aalborg.
Det fortæller Nordjyllands Politi til TV 2.
Politiet har anholdt en person, der menes at have ført kniven. Han beskrives også som en ung mand.
Offeret for knivstikket er angiveligt ikke kommet alvorligt til skade.
Den formodede gerningsmand forventes at blive fremstillet i grundlovsforhør senere i dag, lørdag.