Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

En ægte Aussie Day: Sådan varmer du op til Danmark – Australien i Aalborg

Af Nathalia Hentze Nielsen
Arkivfoto
Arkivfoto

De danske drenge møder i dag det australske landsholds, også kaldet Socceroos, i en vind-eller-forsvind kamp.

Nerverne sidder måske lidt ude på landsholdstrøjen for nogle, men vi er villig til at oddse penge på, at de nok skal få den kænguru barberet og hoppe videre til ottendedelsfinalerne.

Mens vi venter på at få spændingen udløst, har vi kastet et blik ud på Aalborg for at se, om vi har nogle australske forbindelser og blimey! Det har vi faktisk!

Derfor har vi besluttet os for at lave denne mini-guide til en rigtig hyggelig dag i Aalborg i Aussiernes tegn.

Klap en kænguru

Kælenavnet for det australske landshold er Socceroos, og landets nationaldyr er en kænguru, så naturligvis starter guiden med det nuttede pungdyr.

Aalborg Zoo har hele TO arter af kænguru, du kan opleve.

Den ene er en brunhalset kænguru, der med en vægt på 13,8-18,6 kilo betegnes som wallaby (en lille til mellemstor kænguru).

Den anden er en østlig grå KÆMPE kænguru med en kampvægt på op til 54 kilo. Det er faktisk den næststørste af alle kænguruarter og kan hoppe op til 13,5 meter.

Aalborg Zoo har åbent nu og frem til klokken 15.00, så du kan sagtens nå at skule ondt på en kænguru inden kampen starter.

Spis en kænguru

Er du i lidt mere morderisk humør og tænker at gnaske på sådan et stykke kænguru-kød vil have en voodoo-effekt på Mathew Ryan (undskyld, FCK!) eller Mitchell Duke, så er der faktisk kænguru på menuen flere steder i Aalborg.

Restaurant Flammen er ét af stederne, og her er det endda buffet, hvor du kan proppe dig med kænguru med trøffelpeber-marinade.

Et oplagt valg er også Australian Barbeque. De er desværre stoppet med at tilbyde takeaway og serverer udelukkende catering for minimum 10 personer.

Men, hey… Saml en stor gruppe venner før kampen og bestil deres buffet, hvor der bl.a. er røget kængurufilet.

Her kan du spille australsk fodbold

Som om australierne ikke er mærkværdige nok med deres sjove accenter og forfærdelige idé om at smøre gærekstrakt på brød (vegemite, anyone…), har de også opfundet deres egen version af fodbold.

Australsk fodbold minder om rugby, men foregår på en oval bane, og holdene består af hele 18 spillere.

Ikke nok med at Danmark har et landshold indenfor sportsgrenen, viser det sig ved nærmere undersøgelse, at Aalborg har sit eget hold kaldet Aalborg Kangaroos.

De deltager i den danske australske fodboldliga, og nogle af de aalborgensiske medlemmer er så dygtige, at de spiller på det danske landshold.

Man lærer noget nyt hver dag, og vil du prøve australsk fodbold, kan du læse mere her.

Her kan du flyve til Australien

Nu griber vi måske ud i den blå luft, meeeeen vi har jo en lufthavn i Aalborg…

og fra den lufthavn kan man i aften klokken 19.25 flyve til København …

og videre til Paris …

og videre igen til Hong Kong …

Hvorefter man kan flyve direkte til Sydney i Australien!

Det er en kort flyvetur på cirka 40 timer, og du kan endda nå at se landskampen før, du sætter dig i flyveren.

Værsgso.

Her kan du besøge Aalborgs svar på Bondi Beach

Australien er kendt for deres smukke sandstrande, det klare blå vand og den bagende sol.

Vi er kendt for vores grumsede, mørkegrønne havvand, og det tvivlsomme vejr.

Men hvis du smutter over til en af byens svømmehaller, får du vand i næsten samme nuancer som vandet ved Bondi Beach.

Der er heldigvis flere at vælge mellem alt efter, hvor du bor i byen: Haraldslund Vand- og Kulturhus i Vestbyen, ​Skansen Bad & Wellness i Nørresundby og Gigantium i øst for at tage de mest populære.

Her kan du se Danmark-Australien kampen

Nu er din australske dag helt på plads, men selvfølgelig skal du også have et godt sted at se Danmarks sejr.

Her har vi heldigvis været så kvikke at lave en oversigt over de steder i Aalborg, du kan se kampen på storskærm.

Den oversigt finder du her.

Del artikel

Andre læser også