Lød helt vanvittigt: EM-guldvindere fik helt særlig hyldest i Aalborg

Det er blot en lille uge siden, at Danmark vandt EM-guld i en fed finale mod Tyskland i Boxen i Herning.
Siden har EM-guldvinderne med adskillige Aalborg Håndbold-profiler været på triumftur rundt i landet, og lørdag var det så tid til at blive hyldet på hjemmebane.
Over 5.100 fans i Sparekassen Danmark Arena hyldede med stående bifald de spillere i dagens opgør, som havde spillet en rolle ved Danmarks EM-triumf.
Hele 13 spillere og trænere fra Aalborg Håndbold var involveret i Danmarks EM-guld samt to fra dagens modstander fra Sønderjyske.
Spillede store roller i triumf
Især Mads Hoxer og Thomas Arnoldsen spillede en vital rolle i EM-finalen, hvor Tyskland blev besejret med 34-27.
Til gengæld er Simon Hald fortsat ude af spillet, da han stadig er på blodfortyndende medicin efter sit uheld i semifinalen mod Island.
Alle blev betragteligt hyldet, ligesom Buster Juul og Rene Antonsen fik blomster og bifald for at runde 500 kampe for Aalborg Håndbold.
Efter blomster og bifald var det tid til årets første ligakamp for Aalborg Håndbold.
Forårspremieren var ganske vellykket med en 35-25 sejr over Sønderjyske, og nu mangler Aalborg Håndbold blot en enkelt sejr for at sikre sig førstepladsen i grundspillet.
En imponerende maskine her i Aalborg, som er blandt Europas bedste klubhold, og nu også med adskillige Europamestre på og omkring holdet.










