Kæmpe rød-hvid fodboldfest: Her kan du se Danmarks EM-brag på storskærm
Danmark er på en eventyragtig rejse ved denne EM-slutrunde.
Efter den vilde og medrivende 4-1 sejr over Rusland i mandags, så er Danmark nu klar til ottendedelsfinalen mod Wales i Amsterdam.
Hvis du ikke er blandt de 5000 danskere, der allerede har sikret billet til kampen i Amsterdam, så kunne du måske godt tænke dig at se kampen i fællesskab.
I mandags mærkede vi alle for alvor igen den rød-hvide feber og det med at se fodbold med mange andre.
Nu gælder det så braget mod Wales på lørdag kl. 18.00, og flere steder er der bold på storskærm.
Den vises naturligvis også på diverse barer og værtshuse rundt omkring i Aalborg, men vi har taget udgangspunkt i storskærms-arrangementer.
Storskærm på Havnefronten
Musikkens Hus har haft stor succes med deres storskærms-arrangement på Aalborgs Havnefront.
Man kunne for alvor mærke suset fra Fjorden, da spillerne bankede Rusland med 4-1, og nu gentages succesen.
Der er i skrivende stund stadig billetter til at se kampen på storskærm på Musikkens Plads, hvor der også er opstillet barer, hvor du kan hente store fadøl i.
Billetterne koster 175 kr. stk.
Storskærm i Kildeparken
Sommeren igennem afholder AKKC og Aalborg Karneval en masse fede events. Alt fra koncerter, comedy til Gurli Gris show.
Men de har også vist alle Danmarks kampe på storskærm, og i mandags var det nærmest som Karneval, da Danmark vandt. Der var eufori og masser af fodboldfest.
Der er selvfølgelig også et stort fodbold-arrangement på lørdag til kampen mod Wales.
Billetterne koster 170 kr. stk.
Der er mulighed for at tilkøbe en picnickurv med mad.
Storskærm på Streetfood
Aalborg Streetfood har alverdens udvalg på madfronten, og selvfølgelig også store kolde fadøl i deres barer.
Derfor er det et oplagt sted at se lørdagens kamp mod Wales. De har hidtil haft alle bænke og borde optaget til Danmarks øvrige kampe, så man skal helst komme i god tid for at være sikker på en plads.
De vises på storskærme både inden- og udenfor.
Se mere på deres Facebook-side
EM-brag i biografen
Landets biografer har haft et hårdt Corona-år. Men kæmpe skud ud for at tænke innovativt og vise Danmarks kampe inde i deres største sale.
På lørdag kl. 18.00 kan du se Danmark-Wales i Nordisk Film Biografer i Aalborg Kennedy.
Det er en helt særlig oplevelse at se en fodboldkamp i en biografsal – men man må heppe, synge og juble så tosset man vil.
Har du et storskærms-arrangement i Aalborg med EM-kampen, men ikke nævnt her, så send en mail til info@migogaalborg.dk