Spiller kun få dage: Ellen Hillingsø er aktuel på Aalborg Teater
Er du teaterelsker og til de helt store, historiske dramaer, så er Aalborg Teater lige nu aktuel med noget af en gave til dig.
Det populære gæstespil “Fra regnormenes liv” kommer nemlig på turné forbi Aalborg, og her har man blandt andet mulighed for at opleve én af Danmarks mest anerkendte, kvindelige skuespillere helt tæt på: Ellen Hillingsø.
I forestillingen portrætterer hun en af 1800-tallets allerstørste skuespillertalenter, nemlig den prominente Johanne Luise Heiberg.
I den anledning har MigogAalborg helt eksklusivt fået et interview med Ellen Hillingsø, der på onsdag kommer til Aalborg.
Stor drama … og morskab
I “Fra Regnormenes Liv” er publikum vidner til en fiktiv begivenhed: Et møde mellem to af det 19. århundredes mest bemærkelsesværdige figurer: H.C. Andersen og Johanne Luise Heiberg.
Ellen Hillingsø beskriver det som et dramatisk møde, hvor noget af et maskefald finder sted.
Både Andersen og Heiberg er, på trods af deres ringe opvækst, blev berømte genier inden for hver deres felt, og dette danner grundlaget for en dyb og underholdende diskussion om klasse, kunst og baggrund.
Ellen Hillingsø forklarer om forestillingen:
“Man skal ikke underkende, at i 1800-tallet var det næsten umuligt at stige op ad samfundsstigen, medmindre man var et geni.
Andersen og Heiberg var sammen med Bertel Thorvaldsen (dansk billedhugger, red.), lykkedes med at kæmpe sig ud af den fattigdom, de voksede op i, takket være deres exceptionelle talenter.
Dette tema udforskes i forestillingen, hvor vi ser, hvordan disse mennesker har formået at forme og danne sig selv på ny.
Samtidig viser den også, at det ofte ikke kræver meget at tabe masken, når man skraber i overfladen.”
En skuespiller fra Aalborg
Som en lille sidenote, nævner Ellen den sjove detalje, at Johanne Luise Heiberg jo faktisk kom fra Aalborg, før hendes karriere fortsatte på danseskole på Det Kongelige Teater.
Også her blev hendes baggrund i trange kår bemærket, og hendes “sølle” kjole blev peget fingre af.
“Johanne er uden tvivl den karakter i forestillingen, der gennemgår den mest dramatiske udvikling.
Uden at afsløre for meget, udspiller H.C. Andersens Snedronningen sig også her, og da den samme H.C. Andersen pludselig træder ind i hendes liv med al sin menneskelighed og fejlbarlighed, afslører det hendes sande natur.
Det udfordrer den facade, hun har brugt hele sit liv på at bygge op,” afslører Ellen Hillingsø.
Anmelderne jubler
“Fra regnormenes liv” er et gæstespil fra Folketeatret, og Ellen Hillingsø og resten af ensemblet har efterhånden opført det utallige gange.
Anmeldelserne taler for sig selv, og én anmelder har beskrevet Ellen som “aldrig bedre end som Johanne Luise Heiberg.”
Under interviewet er det da også tydeligt, at rollen er gået helt ind under huden på hende, og efter så mange prøver og opførelser, er begejstringen over den ikke blevet mindre.
“Hver gang jeg starter prøver, kan jeg det meste af teksten udenad. Sådan var det også med denne, da vi startede arbejdet med den for to år siden.
Så havde vi prøver i syv uger, spillede i fem – og så har den fået lov at ligge og marinere i 1,5 år, før vi igen gik i gang,” beskriver Ellen Hillingsø, da vi spørger ind til forestillingens udvikling.
“Når man arbejder så indgående med en tekst over så lang en periode, så bliver det faktisk kun bedre. Det er ret fantastisk, at vi stadig gør opdagelser og teksten bliver ved med at leve.
Jeg koncentrerer mig ikke et øjeblik om at huske den, fordi vi har været i den så længe, men udelukkende på samspillet med mine medspillere,” siger hun.
Jo bedre et manus, jo bedre en skuespiller
Da vi nævner anmelderens flotte ord om Hillingsøs præstation, bliver hun som forventet ydmyg, og fremhæver hellere den gode tekst, instruktøren, scenografen, medspillerne – og resten af den produktion, der har været med til at få “Fra regnormenens liv” på benene.
“Jeg har jo været virkelig priviligeret med mange skønne roller, men jo bredere og mere nuanceret en tekst er, jo flere nuancer kan man også trække ind som skuespiller.
Jeg skal jo ikke opfinde noget nyt, men finde ind til de ting i mig, der kan bruges i karakteren. Jo bedre et manus, jo bedre kan jeg også blive,” forklarer hun.
“Og så laver jeg det jo ikke selv, men sammen med en masse andre mennesker, der skal til, for at lave en god forestilling.
Det er det skrøbelige, men det er også helt fantastisk, når det lykkes.”
Aktuel i ny tv-serie
I skrivende stund spiller Ellen og Co. for fulde sale i Aarhus, og hun kan slet ikke vente med at også at komme forbi Aalborg.
Selvom Ellen er særdeles erfaren inden for et meget bredt kunstnerisk spekter, så kan og har teatret altid været noget helt særligt for hende. For som hun forklarer, så er en teateroplevelse unik. Den kan ikke streames, gemmes eller deles på nogle medier.
Den er nu, den er her og den kommer ikke tilbage.
“Jeg vil vove den påstand, at vi har nogle rigtig gode forudsætninger for at give aalborgenserne en helt unik oplevelse,” siger hun.
“Fra regnormenes liv” får premiere på Aalborg Teater på onsdag, og spiller kun til den 21. oktober.
Du skal altså være hurtig, hvis du ikke vil snyde dig selv for den oplevelse.
En bog på vej
Selvom forestillingen har fyldt godt i Hillingsøs i forvejen travle kalender, så er det ikke det eneste, hun har foretaget sig.
“Jeg har faktisk brugt rigtig meget tid i Nordjylland på det sidste, fordi vi har indspillet en ny tv-serie heroppe.
Oxen får premiere på TV 2 Play her i oktober, og har Josephine Park, Jacob Lohmann og mig i hovedrollerne,” fortæller Ellen hemmelighedsfuldt.
Derudover har hun også haft gang i et helt andet projekt: En hundebog.
Sammen med ingen ringere end Hella Joof har hun arbejdet på bogen, der er en hyldest til deres firbenede venner.
“Ja, den er vi meget oppe at ringe over. Hella og jeg elsker simpelthen hunde, og bogen bliver en ordentlig romkugle med alt fra illustrationer, billeder, feltstudier, samtaler, digte og sange – altsammen en hyldest til vores hunde,” siger hun med et grin.
Kan ikke lade være
Dette projekt er et tydeligt eksempel på, hvad der kendetegner Ellen Hillingsøs karriere og personlige initiativer.
Hun forfølger de ting, der tænder hendes passion, og som bringer hende glæde.
“Det er det vigtigste for mig.
Grundlæggende er jeg skuespiller, og jeg kæmpenyder at spille den her rolle! Det samme med hundebogen, den kunne vi simpelthen bare ikke lade være med at lave.
Så det gjorde vi.”
Hundens bog – Et kærlighedsevangelium udkommer den 26. oktober.