Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Har fundet smuthul i nedlukning: Elektronikgigant holder åbent via nødudgang

Af Michael Qureshi
Arkivfoto
Arkivfoto

De danske stormagasiner og storcentre blev lukket ned, da klokken slog midnat i aftes, og må først igen åbne 4. januar.

Men selv om shoppingcenteret Shoppen i City Syd nu er lukket ned for i år, så har Elgiganten fundet et smuthul.

Hovedindgangen til Shoppen, hvor Elgiganten holder til i Skalborg, er ganske vist låst.

Men det forhindrer ikke Elgiganten i at holde åbent. Det skriver Ekstra Bladet, som har talt med varehuschefen i Aalborg.

Butikken med 4500 kvadratmeter kan nemlig helt lovligt holde åbent med indgang via nødudgangen og dermed ikke kommer i kontakt med resten af Shoppen.

“Vi har benyttet os af det, som Mette Frederiksen også udtalte: at hvis man kan finde en anden indgang, som ikke er en del af storcentret, må man gerne holde åben.

Det har vi gjort, og det er på en god og sikker måde,” siger Lars Jensen, varehuschef i Elgiganten Aalborg til Ekstra Bladet.

Det var også en løsning, de havde i foråret, da storcentre også var lukket ned.

Handler om en god kundeoplevelse

Han fortæller desuden, at man har påsat Corona-vagter, der sikrer, at folk holder afstand og at der ikke er for mange mennesker inde ad gangen.

“Jeg har været varehuschef i 24 år, og jeg vil have det sådan, at jeg kan se mig selv i spejlet. Det handler ikke kun om at sælge at varer; det handler også om at lave en god oplevelse for vores kunder,” forklarer han til Ekstra Bladet.

Samme løsning har blandt andet Power valgt at bruge i et storcenter i Esbjerg, og i det hele taget tænkes der kreativt for at sikre, at kunderne stadig har steder at få købt julegaverne.

Strømmede ind med mennesker i Aalborg

Onsdag efter pressemødet strømmede det til med mennesker både i Aalborgs midtby i Salling samt Magasin der valgte at holde åbent frem til midnat.

I Aalborg Storcenter var der også betragteligt flere kunder end en normal onsdag aften i december.

På pressemødet onsdag aften fortalte statsminister Mette Frederiksen blandt andet, at landets storcentre skulle lukkes ned torsdag. Undtaget er apoteker og butikker med dagligvarer, samt butikker hvor der er direkte adgang fra gaden.

Derudover vil resten af detailhandlen – med undtagelse af apoteker og supermarkeder – lukke ned fra 25. december. Det er gældende frem til 3. januar.

Del artikel

Andre læser også