Nyhedsbrev

Artikler med:

Nyeste artikler

Nu gælder det: Ekspert tvivler på AaB-oprykning

IMG_4690-1024x683
Foto: AaB

ENDELIG!

AaB har ikke spillet en gældende fodboldkamp siden 30. november 2025.

Men i aften er flere måneders fodboldtørke forbi, når Steffen Højers tropper tager imod topholdet fra Hillerød med kampstart klokken 19.00 på Aalborg Portland Park.

AaB har for alvor kniven for struben. Der resterer kun fire kampe i grundspillet, før ligaen deles i et nedrykningsspil og et oprykningsspil, hvor det kun er de seks bedste hold, der kommer med.

AaB ligger lige nu nummer seks med 26 point – kun seks point fra oprykningspladserne, men til gengæld med samme pointantal som Kolding på syvendepladsen.

Derfor venter der fire særdeles vigtige kampe, hvor der helst skal mange point på kontoen for i første omgang at sikre en plads i det sjove selskab – og måske endda jagte en af de to attraktive oprykningspladser.

Men hvordan ser AaB’s chancer egentlig ud?

Vi har taget temperaturen på AaB inden sæsonstart med Mikkel Westermann, der er en af landets førende eksperter i 1. Division. Han er sportsjournalist på Ritzau, freelance scout og fodboldekspert på både Monetos og Mediano.

For mange AaB-fans er der kun én ting, der gælder: Oprykning.

“Jeg er ikke så optimistisk på AaB’s vegne, når det kommer til oprykning til Superligaen.”

Så kort og kontant lyder det fra Mikkel Westermann.

Selvom han roser den genopbygning, AaB har gang i – blandt andet med ansættelsen af sportschef John Møller, cheftræner Steffen Højer og comebacket til klublegenden Rasmus Würtz – ser han alligevel nogle tegn, der bekymrer.

“Jeg synes ikke, jeg har fået de svar, jeg skulle have fra især AaB’s midtbane i opstarten. Valdemar Møller og Marcus Bonde har masser af potentiale, men jeg er i tvivl om, hvorvidt de kan præstere stabilt her i foråret,” uddyber han.

Nu gælder det: Ekspert tvivler på AaB-oprykning
Foto: Mathias Gregersen Larsen

Men selvom Mikkel Westermann ikke i første omgang tror på oprykning, er ligaen så tæt, at alt kan ske.

“For AaB handler det først og fremmest om at komme i top 6. Det er altafgørende. Jeg ser ikke to klare oprykningsfavoritter i 1. Division lige nu, så det bliver en ekstremt jævnbyrdig kamp.

Hvis AaB først kommer med i det sjove selskab, kan de sagtens blande sig i oprykningskampen. Men jeg tror, det bliver virkelig tæt.”

Ham skal AaB-fans glæde sig til at se

Hvis AaB skal lykkes med at sikre sig top 6 og måske en oprykning tilbage til Superligaen, kræver det, at holdets største profiler rammer niveau.

Her fremhæver Mikkel Westermann især anfører og defensiv krumtap Benjamin Tiedemann – og ikke mindst nyindkøbet Mathias Kubel.

Ham kan det nordjyske fodboldpublikum godt begynde at glæde sig til.

Nu gælder det: Ekspert tvivler på AaB-oprykning

“Han har et kæmpe potentiale, og når han rammer sit topniveau, kan han sagtens begå sig på et top 6-hold i Superligaen.

De ting, han kan på egen hånd – måden han accelererer på, hvordan han sætter en modstander, hans driblefærdigheder og evnen til at drive bolden frem – det er på et meget højt niveau.

Det lyder næsten som en kommende landsholdsspiller?

“Han kan blive rigtig god for AaB, men hans udfordring bliver at komme ind i et fuldtidssetup, som han ikke har været i før. Der bliver store forventninger til ham, og han skal præstere uge efter uge over 90 minutter.

Han har været lidt småskadet i opstarten, men de minutter, jeg har set med ham indtil nu, lover rigtig godt. Han kan godt blive en ny publikumsmagnet i Aalborg.”

Vinder AaB i aften?

I første omgang gælder det hjemmekampen mod Hillerød

Mikkel Westermann forventer en tæt affære.

“Hillerød er et solidt hold, som bare har ligget stabilt sæson efter sæson. De har solgt deres topscorer, Adrian Justinussen, til AC Horsens, så det bliver spændende at se, hvem der skal score deres mål nu.

“Men de har fået dygtige spillere ind i form af blandt andre Frederik Heiselberg og Rezan Corlu, og så har de stortalentet Saman Jalaei, der nok skal volde AaB’s defensiv problemer.

Jeg tror på en uafgjort.”

Kampen fløjtes i gang klokken 19.00 i aften på Aalborg Portland Park. Der er stadig ledige billetter til kampen.

Del artikel


Korte videoer

Top 3 i dag




 


 


 


 


Udvalgte artikler

 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Tilladelse til politiske reklamer

For at støtte den demokratiske samtale, vil vi gerne spørge om din tilladelse til at vise dig politiske reklamer på denne hjemmeside.

Du vil altid kunne se, hvem der er afsender af reklamen, og hvorfor du ser den. Vi anvender aldrig følsomme oplysninger som din politiske overbevisning til at målrette reklamer.

På alle reklamer kan du finde kampagne id, som du kan bruge til at finde al info på om kampagnen på https://politiskreklame.dk/

Dit samtykke er frivilligt, og du kan til enhver tid trække det tilbage.