Zombie-løb og kæmpe fyrværkeri: Kom til stor Efterårsfestival i Nordjylland

Traditionen tro byder Blokhus Efterårsfestival på både sjove og (u)hyggelige aktiviteter for hele familien i uge 42.
Erhvervsforeningen Destination Blokhus præsenterer nemlig igen i år et spændende efterårsprogram med flere end 100 aktiviteter – der passer til alle aldre. Programmet byder både på gamle kendinge og nye, sjove oplevelser.
En fortryllet aften i Blokhus
Til at skyde Efterårsfestivallen godt i gang vil der, mandag den 17. oktober, være fortryllende oplevelser for både store og små.
I teltet på Blokhus Torv kan man først på aftenen opleve ild, farver og brag til AAU’s store kemishow, hvor entre købes i døren.
Det populære havhekseløb er naturligvis også at finde på programmet denne aften. De onde havhekse og grusomme pirater har rottet sig sammen om at plyndre og overtage Blokhus.

Deltag i det (u)hyggelige opgaveløb og hjælp med at finde bogstaverne og det magiske ord, som kan tænde Blokhuskanonen og beskytte byen. Havhekseløbet starter på torvet fra kl. 18.00.
Samme aften kan man dekorere (u)hyggelige sten i teltet, blive sminket med ansigtsmaling, tilberede heksefingre over bål, lave store magiske sæbebobler eller blive fortryllet af den talentfulde tryllekunstner Nikolaj.
På scenen er der koncert med Ulrik Music, kendt fra Romhandleren og i pausen spreder orientens mystik sig, når en af Danmarks bedste mavedansere går på scenen.
Den magiske aften slutter traditionen tro af med et kæmpe fyrværkerishow på Blokhus Strand kl. 21.15.

Kan du løbe fra sultne zombier?
Det populær Zombie Fun Run er naturligvis også tilbage.
Forrige år deltog næsten 700 personer i det skræmmende familieløb som foregår i Gateway Blokhus efter mørkets
frembrud. Løbet, der arrangeres i samarbejde med PGU Runners, afholdes i år onsdag den oktober.
Hver løber udstyres med 3 liv (stofhaler), som sultne zombier forsøger at stjæle på den 2,5km lange familierute.
De løbere som “overlever” modtager et sejt diplom som præmie. Zombie Run kan være lidt skræmmende, så det anbefales at børn løber sammen med voksne.
Der er rift om pladserne, så husk at booke hjemmefra.

Wrestling og kartoffelløb
En anden spændende aktiviteter, der pryder programmet i år er Blokhus Smadredag.
Dansk Pro Wrestling indtager teltet fredag i efterårsferien med et underholdende og hårdtslående show, hvor fire professionelle wrestlere kæmper om titlen som Blokhus Wrestling Champion.
Efter hvert show kan både børn og voksne komme op i ringen og lære seje tricks og teknikker af de dygtige wrestlere.

En anden Blokhus-klassiker er det store kartoffelløb, hvor 100 nummererede bagekartofler gemmes i Blokhus, ved Gatewaypladsen og i Hune. Finder man en kartoffel kan den byttes til en præmie hos Ny Form i Blokhus.
For familiens mindste er der sjov og ballade hele ugen. Torsdag i uge 42 sørger klovnen Happy for et sturt, sturt show, når han byder indenfor i teltet til en børnevenlig Cirkus- og Jongleringsforestilling med efterfølgende workshop.
Som altid vil der i løbet af ugen være forskellige kreative workshops, hvor man kan lave alt fra Halloween-masker til traditionel græskarudskæring sammen med byens frivilligkorps.
Alt i alt er der lagt op til en efterårsferie med masser af sjove og (u)hyggelige aktiviteter, som passer til alle aldre.

Herudover byder ugen også på Anderæs, Hoppedag i teltet, Snapchat opgaveløb, guidede ture og hos erhvervet er der blandt andet Lysfald i Fårup Sommerland og Kunst i Blokhus i Kulturhuset.
Læs om Efterårsfestivalen her.
Hvad: Stor efterårsfestival
Hvor: Blokhus
Hvornår: Uge 42