Efter trist melding: Denne dag lukker Aalborgs ældste værtshus
Café Alpha er byens ældste værtshus, der trofast har serveret øl og andet godt til ganen til aalborgenserne siden åbningen i 1899.
I december kunne vi meddele, at æraen for det ikoniske værtshus snart er slut.
Nu har værthusets ejer og personale sat datoen for Café Alphas allersisdte åbningsdag – der ikke bliver uden et ordentligt farvel.
Øl og sandwich til alle i dag
I et vemodigt oplsag på Facebook siger Café Alpha tak efter 124 år på bagen i Aalborg:
“Det bliver med vemod at vi lukker d. 15/1 2023. Flemming har drevet Café Alpha siden 21/10/1991 sammen med Gerda som, han mistede for et par år siden.
Der skal nye kræfter til nu og tid til at nyde min alderdom med mine børn og børnebørn,” lyder det fra ejeren.
I opslaget fremgår det vaskeægte brune værtshus lukker den 15. januar.
Det vil blive et savn for Aalborg at miste det ikoniske værtshus, som selv New York Times har skrevet om, der blandt andet kaldte det et hjerterum.
Dog vil der inden lukkedagen om en uge allerede i dag være et afskedsarrangement med Flemming og personalet.
I dag den 8. januar kl. 14.00 16.00 vil der være øl, sandwich og et stort knus til alle i et rørende farvel fra Flemming og personalet, inden de næste søndag siger endeligt farvel.
Og det er alle typer mennesker, Flemming og co. gerne vil sige farvel til.
“Det er et sted, hvor alle betyder noget – lige meget om du er mangemillionær eller hjemløs, Der er plads til alle hos os.
Kunder fra Stavanger i Norge blev til venner og er med til alle vores fantastiske fester på Alpha.
Vores Gymnastik drenge på 22 mand kommer hver mandag og har gjort det igennem 25 år til en øl. Vi kommer til at savne jer. Tak for jeres gode humør,” lyder det i opslaget til beværtningens bredtfavnende klientel.
Storslået whiskybar rykker ind
Den nye arvtager af de ikoniske lokaler er på plads og er en af Danmarks absolut bedste whiskybarer.
Det er nemlig Whiskybaren Kahytten, der efter tre år trækker rødderne op og flytter fra lokalerne i Vejgård med hyggelig gårdhave og fremover vil husere i hjertet af Aalborg i Café Alphas lokaler i Jens Bangs Gade.
“Lørdag d. 10. december er sidste åbningsdag i Vejgaard, inden vi overtager lokalerne i Jens Bangs Gade 15. januar,” fortalte Rune Holm, der ejer Whiskybaren og har Danmarks måske bedste udvalg af og viden om whisky, til MigogAalborg tilbage i december.
Det er et miljøskifte, der ikke kommer som en overraskelse:
“Det lå i kortene, at Whiskybaren skulle ligge inde i selve Aalborg – og det var det, som var udgangspunktet, da planerne om at åbne baren begyndte at tage form.
Som skæbnen ville det, fik Whiskybaren i stedet sit fødested i Vejgaard – en æra præget af både corona og krig i Ukraine, men også fyldt med gode stunder, dejlige gæster, høje grin og spændende events,” udtaler Rune og fortsætter:
“Og nu er det blevet på høje tid at udleve drømmen om en bar inde i byen – ikke bare en hvilken som helst bar, men naturligvis et sted med både charme og hygge og en masse historie.
Og heldigvis fandt vi et sted, hvor det er muligt at kombinere nutid og fortid – uden at gå på kompromis med alt det, Whiskybaren de sidste tre år har stået for: Den gode hygge og de gode oplevelser med plads til alle,” fortæller han.