Efter stormen: Nu varsler DMI om nyt uvejr på vej mod Nordjylland
Knap nok har stormen Lilian lagt sig, før vi skal tage højde for nye udfordringer på vejrfronten.
Lørdag morgen har DMI nemlig udsendt varsel om uvejr på vej, som blandt andet kommer til at ramme Aalborg og resten af Nordjylland.
DMI varsler voldsomt vejr med risiko for skybrud, torden og sågar hagl på vej. Det falder ind under kategorien “voldsomt vejr”.
Man forventer ekstraordinære mængder regn på blot seks timer og altså mulighed for lyn og torden på samme tid.
I Nordjylland er varslet gældende fra lørdag klokken 17.00 og frem til klokken 02.00 i nat.
Det kan igen få indflydelse på Aalborg Regatta, som i den grad ikke har været heldige med vejret i år.
Heldigvis var rigtig mange stadig dukket op til Saveus koncert på Havnefronten i aftes.
Sker ting og sager lørdag
DMI skriver selv om vejrsituationen lørdag;
Lørdag morgen sker der ting og sager i den Engelske kanal, idet et lavtryk og tilhørende fronter er under udvikling og henover dagen bevæger sig mod nordøst, op mod Danmark.
På østsiden af de bølgende fronter blæser meget varm og fugtig luft frem mod Danmark sydfra, og det sætter ekstra fut i atmosfæren, ligesom benzin på bålet.
Når fronterne ud på eftermiddagen og i aften bevæger sig indover Danmark vestfra, er der derfor lagt op til regulær vandkamp, hvor især den vestlige halvdel af landet vil stå for skud.
Der er lagt op til regulær vandkamp når kraftig regn og tordenbyger fra sidst på dagen rammer Danmark 👉 https://t.co/5ekfIDOoQH Ellers venter en lørdag med store temperaturkontraster, mod syd og øst mellem 21 og 26 °C 🥵 i resten af landet mellem 17 og 20 °C 🥶 Rigtig god lørdag pic.twitter.com/JbD1SVjo4q
— DMI (@dmidk) August 24, 2024
Mest blæsende i 34 år
Fredagen blev det den mest blæsende sommerdag i 34 år.
Mod vest og nordvest nåede middelvinden mange steder op på stormende kuling med vindstød af stormstyrke.
I Thorsminde og Rønbjerg Huse, ved Limfjorden, blev der registreret regulær storm, da vindmåleren i kortere perioder nåede lige op over 24.5 m/s, hvilket er grænsen for storm, og samtidig kom der vindstød af orkanstyrke.
Fredagens højest vindstød, på hele 35.1 m/s, og dermed orkanstyrke, blev således målt i Thorsminde.