Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Efter stor succes: Nordisk Film udvider bioabonnement til City Syd

Af Emil Kjær Jørgensen
PR-foto
PR-foto

I to år har filmfans i Aalborg kunne gå ubegrænset i biografen i Nordisk Films biograf i Kennedy Arkaden.

Nu introducerer Nordisk Film abonnementet BIOPLUS UNLIMITED i sin anden Aalborg-biograf i City Syd – samt i alle sine andre biografer over hele landet.

Det skriver Nordisk Film Biografer i en pressemeddelelse.

Fri adgang til biografen alle ugens dage? Det lyder næsten for godt til at være sandt, men det er ikke desto mindre ideen bag biografabonnementet BIOPLUS Unlimited, som siden oktober 2021 har kørt med stor succes i Nordisk Films biograf i Kennedy Arkaden.

Efterspørgslen fra gæsterne har været så positiv, at Nordisk Film Biografer fra i dag nu også ruller BIOPLUS Unlimited ud i sin anden Aalborg-biograf, der ligger i Shoppen i City Syd. Samtidig bliver biografabonnementet også tilgængeligt i alle andre Nordisk Film-biografer over hele landet.

”Det var en danmarksnyhed, da vi i 2021 år introducerede et biografabonnement i Nordisk Film Biografer Kennedy, og jeg må bare sige, at aalborgenserne virkelig har kvitteret. Vi har efterhånden mange abonnenter og vigtigst af alt, så er det virkelig noget, som bliver brugt. Vi kan se, at gæster med BIOPLUS Unlimited går meget i biografen og får set mange forskellige film,” fortæller biografchef Jan Ringtved:

”Derfor er jeg også meget glad for, at vi nu også får mulighed for at tilbyde BIOPLUS Unlimited i Nordisk Film Biografer City Syd – og over hele landet. Abonnementet kan selvfølgelig bruges i alle Nordisk Films 23 biografer, så hvis man besøger venner i Esbjerg eller familie i Herning, kan man stadig gå ligeså meget i biografen, man har lyst til,” understreger Jan Ringtved.

Første biografabonnement i Danmark

Biografabonnementet er det første af sin slags i Danmark, men lignende abonnementsordninger kendes fra biografkæder i udlandet.

Ifølge Casper Bonavent, der er direktør i Nordisk Film Biografer, kan BIOPLUS UNLIMITED sammenlignes med et årskort til f.eks. Fårup Sommerland, Aalborg Zoo eller Kunsten.

”Vi lancerer nu BIOPLUS UNLIMITED i alle vores biografer og kan dermed som de første tilbyde danskerne et attraktivt biografabonnement, som kan bruges i alle Nordisk Films biografer rundtom i landet – også i de store byer som København, Århus og Odense.

Abonnementet har været en succes i vores biograf i Kennedy Arkaden i Aalborg, hvor det har betydet, at der er flere, som går i biografen, og at den enkelte biografgæst ser flere film end tidligere.

Gæsterne i vores øvrige biografer har efterspurgt et biografabonnementet længe, og derfor er vi enormt glade for, at vi nu kan tilbyde vores gæster et landsdækkende BIOPLUS UNLIMITED-abonnement som gælder til alle vores biografer.

Vi tror på, at det vil løfte det samlede antal biografbesøg og dermed skabe øget publikum til alle de mange gode danske og internationale film, som får premiere i biografen,” siger Casper Bonavent. 

Nye film hele året rundt

I biografen er der nye film på lærredet året rundt, og dermed er et biografabonnement til Nordisk Film Biografer hverken afhængig af vejr eller sæson. Som medlem har man adgang til alle ordinære filmforestillinger i samtlige biografer, og nye abonnenter kan starte med at glæde sig til julens filmprogram.

Her vises bl.a. Disneys “Ønsket”, som er den længe ventede animerede familiefilm fra filmskaberne af ”Frost”, familiefilmen “Wonka”, som fortæller historien om Willy Wonka fra ”Charlie og Chokoladefabrikken, thrillergys med ”Nattevagten – Dæmoner går i arv”, som er Ole Bornedals opfølger til den oprindelige film om nattevagten i skikkelse af Nikolaj Coster-Waldau, og eventyrfilmen ”Aquaman and the Lost Kingdom”.

I det nye år kommer der mange flere film, bl.a. ”Den Grænseløse”, som er filmatiseringen af Jussi Adler Olsens sjette bog i rækken om Afdeling Q. Til actionfans kommer f.eks. den populære “Mad Max: Furiosa”, og for de science fiction-interesserede den anden film i rækken om “Dune”. 

Nordisk Film Biografer introducerer BIOPLUS UNLIMITED med en pris på 229 kroner per måned og en bindingsperiode på fire måneder.

Læs mere her.

Del artikel