Efter sexisme-dokumentar: Nu reagerer Nibe Festival
For et par uger siden var det “Den Sorte Svane”, der løb med Danmarks seertal.
I denne uge er det DR-dokumentaren “Sexisme i musikbranchen”, der har fået folk op af stolene.
Læs også: Dokumentaren alle taler om: Aalborgensisk erhvervsmand med i “Den Sorte Svane” Her zoomes der ind på forholdene for kvindelige, danske artister og ikke mindst den sexisme, de oplever i branchen, der er stærkt domineret af mænd.
I et afsnit nævnes en nordjysk festival, og det er ikke for gode ting.
Af en undersøgelse fremgår det nemlig, at Nibe Festival kun har 5 % kvindelige hovednavne på plakaten i 2024.
Det gør dem til undersøgelsens klare “vinder” og den, af de nævnte festivaler, med allerfærest kvindelige hovednavne repræsenteret.
Et unuanceret billede
Det har nu fået Nibe Festival til at gå ud offentligt og kommentere på det, som de kalder en “vigtig sag for dem”.
I opslaget fremgår det, at Nibe Festival for det første mener, at man bør se mere nuanceret på antallet. Det udtaler festivalens talsmand, Peter Møller Madsen.
“Der hersker ingen tvivl om, at musikbranchen fortsat er præget af en skæv kønsbalance, og at aktører på tværs af branchen bærer et stort ansvar i at få rettet op på denne ubalance.
Læs også: Arrivederci: La Locanda er sat til leje Det gælder også på festivalerne – også Nibe Festival, hvor vi løbende har stort fokus på at præsentere et program, der både har musikken, artisterne og publikum i front,” siger talsmand og kunstnerisk ansvarlig på Nibe Festival Peter Møller Madsen og fortsætter:
“Vi ærgrer os derfor over DRs opgørelse, der i vores øjne tegner et ensidet billede af andelen af kvindelige festivalartister ud fra den traditionelle tilgang til festivalplakater og hovednavne.
Faktisk er over en tredjedel af artisterne på årets Nibe Festival kvindelige artister eller bandmedlemmer, så billedet er mere nuanceret end som så, selvom vi naturligvis stadig er langt fra i mål,” siger Peter Møller Madsen og uddyber, hvordan man har haft fokus på ligestilling og diversitet i programplanlægningen frem mod dette års festival:
⓵ Vi har valgt, at artisterne på årets plakat er inddelt ud fra scener. Det kan resultere i, at navne – som for vores gæster kan være hovednavne – står længere nede på plakaten. For os giver det mening at fokusere på det fulde musikprogram.
⓶ Vi havde rent faktisk lagt bud på 3-4 stærke, danske kvindelige artister til 2024, som ud fra DR’s definition også kunne kategoriseres som hovednavne, men de var desværre forhindret af forskellige grunde.
⓷ Vi har lagt mange forespørgsler og bud internationale kvindelige artister, men vi har desværre ikke formået at lande dem.
⓸ Over 1/3 af artisterne på årets Nibe Festival består således af kvindelige artister eller bands, hvor festivalen er vidende om, at minimum et af bandlemmerne er en kvinde.
Trods de allerede eksisterende gode intensioner, er sidste ord ikke sagt i denne sag, slår de fast:
“Det er et fælles ansvar, at vi får vendt udviklingen og skabt bedre vilkår for kvinder i musikbranchen, og vores intention hos Nibe Festival er at fortsætte med at booke såvel danske som internationale kvindelige artister,” afslutter Peter Møller Madsen.