Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Efter seks år i Nørregade: Endnu en butik lukker i midtbyen

Af Simone Vestergaard
By Shefali, Nørregade 1
By Shefali, Nørregade 1

I sidste uge kunne vi fortælle, at det kendte bolighus Kalejdoskop var lukket efter en konkurs. Derudover lukker chokoladebutikken Søberg ned i Vejgaards bymidte.

Nu melder endnu en butik, at det er tid til at dreje nøglen om.

Tøjbutikken By Shefali lukker butikken i Nørregade 1 efter 6 1/2 år.

Nete Shefali von Platen-Hallermund, ejeren af tøjbutikken i det gamle bindingsværkshus, har valgt at sige tak for nu og lukker derfor sit hjertebarn ned 1. juli.

”Jeg har valgt at lukke butikken, fordi den ikke økonomisk kan køre rundt mere. Der er selvfølgelig flere parametre der spiller ind, og én af dem er også, at jeg ikke kan følge med branchen. Jeg har gået og irriteret mig over, at jeg hver måned skal forholde mig til, at der er udsalg blandt de store kæder og på nettet.

I starten kørte jeg ikke med på udsalg, men så kunne jeg godt se, at jeg var nødt til at hoppe med på bølgen, for ellers kommer folk jo ikke herind. De går andre steder hen og bruger penge, og selvom det er nogle andre varer, jeg har, så kan folk altså kun bruge pengene ét sted,” fortæller Nete Shefali von Platen-Hallermund, til MigogAalborg.

Markedet ændrer sig

Nete har, siden hun var helt lille, haft en drøm om at åbne en tøjforretning, og i 2012 fik hun muligheden. Nu 6 1/2 år efter er markedet så markant ændret, at det ikke længere er muligt.

Forbrugerne køber tøj på en anden måde end for bare fem år siden. Den grønne, bæredygtige tankegang fylder mere og mere i forhold til materialer og forbrug, og man prioriterer sine penge anderledes.

”Jeg tror desværre, at det er en udvikling, der langsomt vender. Små butikker kan ikke følge med. For et par år siden troede jeg på, at hvis jeg selv lavede små ændringer, eksempelvis i forhold til mit varelager, så ville jeg ikke ‘brænde inde’ med for meget, men det har ikke haft den ønskede effekt.

Det er ikke kun i Aalborg og i Nørregade at presset bliver større, det er jo generelt i de små private butikker i hele landet – selv i København, og det er rigtig trist,” forklarer Nete Shefali von Platen-Hallermund.

By Shefali har ophørsudsalg med gode rabatter på en masse lækre varer, og butikken holder i dag længe åbent grundet Day & Night. Se mere her.

Del artikel

Andre læser også