Efter redningsaktion: Person hevet op af Limfjorden
En person blev onsdag morgen reddet op af Limfjorden ved Honnørkajen i Aalborg og fløjet til sygehuset.
Ifølge Nordjyske er personens tilstand på nuværende tidspunkt ukendt.
Indsatsleder Anders Rotbøl fra Nordjyllands Beredskab oplyser, at alarmen om en mulig drukneulykke indløb kl. 7.01.
Kort efter blev både dykkere og en helikopter sat ind i eftersøgningen, da overvågningskameraer viste, at en person var faldet i vandet.
Redningsindsatsen begyndte i området mellem Musikkens Hus og Utzon Center og bevægede sig senere mod øst i retning af Limfjordstunnelen.
Politi og ambulance var også til stede under aktionen.