Efter ildsshow i weekenden: AaB idømt stor bøde og betinget tilskuerstraf

Der var fuld gang i pyroteknikken til kampen mellem AaB og FCK på Aalborg Stadion søndag aften, hvor fansene ved indløbet havde tændt 60 styks pyroteknik.
Men den går ikke, og fansenes store ildsshow kommer til at koste AaB 100.000 i bøde og en betinget tilskuerstraf.
Det skriver bold.dk
I kendelsen fra Fodboldens Disciplinærinstans fremgår det, at opgøret blev forsinket med to minutter på grund af pyroteknik.
Kan resultere i en tom Vesttribune
Den betingede tilskuerstraf betyder, at AaB helt eller delvist kan miste retten til at have tilskuere på Vesttribunen på Aalborg Portland Park, hvis noget lignende skulle ske igen.
Den betingede straf gælder i et år.
AaBs fans er ikke de eneste, der er kommet i problemer efter kampen. FC København er ligeledes blevet straffet efter søndagens opgør med en bøde på 100.000.
Kampen endte 0-0.