Fart på: Ung Aalborg-virksomhed hjælper webshops i hele landet
I første halvår af 2018 blev der i gennemsnit oprettet 191 nye virksomheder hver eneste dag i Danmark.
Rigtig mange cvr-numre blev oprettet alene i Aalborg Kommune det seneste år, og her på MigogAalborg er vi fascineret af de mange spirende iværksættere i Aalborg.
En af de spændende unge virksomheder i byen lige nu er tech-firmaet e-shoptimizer. De har sat sig for at blive en værdifuld spiller for de mange webshops rundt omkring i landet.
Store som små.
e-shoptimizers koncept går ud på, at de laver automatiseret konkurrent-overvågning for webshops. Derudover yder de også service på prisoptimering og konkurrentanalyse.
Alt sammen til gavn for webshops, der har brug for at holde styr på konkurrenternes prissætning af produkter men mangler tiden og ressourcerne til det.
Alle tre blev uddannet fra Aalborg Universitet i sommer
Bag virksomheden står Morten Brodersen Jensen, Thomas Holm Thomsen samt Jonathan Toftegaard Hansen.
Alle tre blev uddannet fra Aalborg Universitet i sommer, og siden har to af dem været på fuldtid og den tredje deltid i virksomheden.
Idéen kom ud af et projektet på universitet.
“Virksomheden startede faktisk via et projekt, vi havde på studiet. Der havde vi et samarbejde med et firma i Aarhus, som havde en problemstilling, vi skulle prøve at ændre og optimere.
Vi fandt ud af, at man kunne optimere det manuelle arbejde, og automatisere en hel del ved brug af nye teknologier inden for området.
Via maskinintelligens kan man matche kundens produkter op mod konkurrenternes produkter, og det er der virkelig behov for,” fortæller Jonathan Toftegaard Hansen til MigogAalborg.
Flytter ind i Aalborgs nye store iværksætterhus
Som ny virksomhed i et stort marked har man brug for al den støtte, man kan få.
I sommer fik e-shoptimizer et New Tech legat fra Novi, der gjorde, at virksomheden har kørt på fuld drøn med teamet.
Nu kommer endnu en hjælpende hånd. I næste måned bliver e-shoptimizer en af de første startup-virksomheder, som flytter ind i Aalborgs nye store GrowAAL.
Det er nemlig en billigere og mere fleksibel løsning end de fleste andre steder i Aalborg Kommune. Musik i ørerne for enhver startup.
Iværksætterhuset på C. A. Olesens Gade 4 i Vestbyen kommer til at spille en vigtig rolle for mange iværksættere i kommunen.
Det bliver et kæmpe hus med sine fire etager og 3.300 kvadratmeter, hvor der tilbydes gode kontorfaciliteter, en café og inkubatormiljøer samt en hel etage, som kan danne ramme for events af både faglig og social karakter for iværksættere.
Gutterne bag e-shoptimizer er heller ikke i tvivl om, at GrowAAL bliver et vigtigt hus at være en del af som nystartet virksomhed i kommunen.
“Vi var slet ikke i tvivl, da vi først kiggede på muligheden for at rykke derind. Det bliver fedt at komme ind til byen og mærke energien.
Dét at vi kan sidde sammen med andre virksomheder og sparre med hinanden, det glæder vi os til.
Ofte står man jo som iværksættere med samme problemstillinger. Så hele kulturen omkring fællesskab og dét at vi alle er under samme tag, det bliver super fedt.
Vi kan godt lide den der lidt åbne-dør kultur, som det nye iværksætterhus bærer præg af. Det ser vi meget positivt på,” forklarer Jonathan Toftegaard Hansen.
Iværksættere hjælper hinanden
Erhverv Norddanmark støtter også stærkt op omkring det nye iværksætterhus. Her glæder formand Steen Royberg sig til, at skabe et fællesskab for Aalborgs mange iværksættere.
”Iværksættere har mange forskellige behov og vil også komme til at bruge huset på forskellige måder.
Det, som jeg oplever, er, at de unge iværksættere rigtigt gerne vil hjælpe hinanden og dele ud af deres erfaringer, uanset om de har en fast kontorplads eller ej.
De har et stærkt fokus på åbenhed og videndeling. Men også for mere etablerede virksomheder er der rig mulighed for at være med. Det kan fx være som mentorer eller sponsorer, fordi de ønsker at bakke op om et fast, fysisk samlingspunkt for iværksættere,” siger han.
Store forventninger til 2019
Hos e-shoptimizer er man gået ind i 2019 med store forventninger både til målsætning og flytningen.
“Vores målsætning er, at vi skal søge flere penge til vores virksomhed. Så vi på den måde kan få noget investeringsgrundlag ind. På den måde kan vi vækste og ansætte nye medarbejdere.
Vi vil selvfølgelig også gerne opnå flere kunder, og se om der skal flere forskellige typer aftaler ind.
Vi vil rigtig gerne kunne tilbyde rådgivning og konsulentarbejde inden for maskinintelligens og programmering,” slutter Jonathan.