Vilde kasser til mange millioner: Her er de fem dyreste villaer til salg i Aalborg

I disse Corona-tider savner man måske muligheden for at ligge ved poolen og dase.
Men det kan du faktisk komme til lige her i Aalborg.
Det koster måske nok lige en anelse mere end en All Inclusive tur til Mallorca, men så ejer du til gengæld også et af de dyreste huse i Aalborg.
Ejendomsmægler Thorkild Kristensen har fået en nyhed ind hos dem, der placerer sig selv i toppen af de dyreste villaer til salg i hele Aalborg lige nu.


Pool og eget fitnesscenter
Der er tale om en vild villa på Vossvej nr. 10 med panoramaudsigt ud over Aalborg. Det helt særlige ved villaen er de mange særlige detaljer i indretningen.
Ikke mindst eget jacuzzi- og poolområde med eget fitnesscenter.
Det er ikke første gang, at villaen på Vossvej er til salg. Sidste år var den ifølge Boligsiden til salg for 17,9 mio. kr., mens den hos Thorkild Kristensen nu er sat til salg for “kun” 16.495.000 kr.
Den har 255 kvadratmeter bolig fordelt på to etager samt 155 kvadratmeter kælder.
Du kan se mere til Aalborgs dyreste villa til salg lige her
Vi har samtidig kigget på de fire øvrige huse i Top 5 over dyreste til salg i Aalborg-området. Fælles for dem alle er, at de er sat officielt til salg og dermed ikke er et skuffesalg.
Fra nummer 2 – 5 dyreste huse i Aalborg
Nummer 2
Kong Georgs Vej 21
9000 Aalborg
Endnu en lækker villa til salg hos Thorkild Kristensen. Terrassen er inspireret af Salling ROOFTOP, og du får en af byens bedste udsigter herfra.
Den ligger med en salgspris på 16.000.000 kr. lige under den dyreste på Vossvej, men vi befinder os stadig i Hasseris.
Boligen er på 216 kvadratmeter samt 100 kvadratmeter kælder.

Nummer 3
Kong Frederiks Vej 1
9000 Aalborg
Aalborg Mægleren har denne liebhaverbolig til salg. Den dækker over et boligareal på hele 551 kvadratmeter samt 66 kvadratmeter kælder.
Huset er i tre plan plus stor underetage, som er indrettet med et mindre køkken samt naturligvis vinkøleskab.
Denne kæmpe kasse koster lige nu 14.998.000 kr. og placerer sig i toppen af de dyre villaer i Aalborg.
Du kan se mere til boligen her

Nummer 4
Højtoften 8
9000 Aalborg
Denne Hasseris-villa har et boligareal på hele 347 kvadratmeter samt kælder på 24 kvadratmeter.
Den placerer sig som den fjerdedyreste villa til salg i 9000 Aalborg til en udbudt pris på 13.500.000 kr.
I 2008 blev hele huset totalrenoveret med hjælp af arkitekterne BJØRK & MAIGÅRD, der anlagde og indrettede villaen med øje for den fantastiske udsigt til blandt andet Limfjorden.
Senere i 2017 gennemgik køkkenet og badeværelserne en større opdatering, så der er en rød tråd på alle detaljer i boligen.
Du kan se mere til boligen her

Nummer 5
Rafns Allé 5
9000 Aalborg
Nybolig Palle Ørtoft i Hasseris har denne herskabsvilla til salg.
Villaen på 268 kvm er opført i 1921 og løbende moderniseret men samtidig bevaret detaljerne i den ældre bolig.
Her får du desuden en stor indendørs swimmingpool med plads til både orangeri og sommerens fester.
Den fordeler sig på tre plan på 268 kvadratmeter og koster 12.600.000 kr.
