Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Det dufter af guld: De kigger alle mod Aalborg nu

Af Michael Qureshi
Foto: Aalborg Håndbold
Foto: Aalborg Håndbold

Det er sportsbyen over dem alle lige pt.

I hele Danmark skæver de misundeligt til, hvad der foregår i Aalborg i 2022, og man forstår dem godt.

Fredag aften vandt Aalborg Pirates den første finalekamp over Rungsted Seier Capital i en dramatisk 4-3 sejr i Gigantium.

Dermed har Pirates taget det første stik mod en Double-triumf, da de også vandt pokaltitlen i Final Four i februar.

Det var selvfølgelig “kun” første ud af potentielt syv finalekampe, som blev spillet i Aalborg i aftes, men det lover godt – og det dufter af mere guld.

Det dufter af guld: De kigger alle mod Aalborg nu

Aalborg Håndbold med historisk resultat

Det samme sker i arenaen lige ved siden af i Gigantium. For Aalborg Håndbold er også flyvende.

De leverede et historisk resultat, da de som første danske hold vandt deres Champions League-gruppe og kvalificerede sig direkte videre til kvartfinalerne.

Her møder de i midten af maj ungarske Telekom Veszprem, og vinder man her, så er man for andet år i træk kvalificeret til håndboldens store Final 4 turnering på europæisk plan.

Altså de fire bedste europæiske hold, som dyster om Champions League-trofæet over en weekend. Her var Aalborg Håndbold som bekendt i finalen sidste år.

Det skal selvfølgelig også nævnes, at Aalborg Håndbold for blot et par uger siden hev den første store titel hjem i 2022. Her vandt de, præcis som Pirates, også pokalturneringen i en dansk Final4 i Boxen i Herning.

I den danske liga er man nået til selve slutspillet nu, og her er Aalborg Håndbold gigantiske favoritter til at nå finalen.

Det dufter af guld: De kigger alle mod Aalborg nu

Mikkel og Landin kommer

Men eventyret slutter jo ikke ligefrem her for Aalborg Håndbold. Til sommer kommer en af verdens bedste håndboldspillere i skikkelse af Mikkel Hansen.

Et navn der alene vil trække fulde huse overalt, hvor Aalborg Håndbold spiller i Danmark. Men Niklas Landin er også kommet på plads, og han kommer til Dobbelt A i sommeren 2023.

Det dufter i den grad af et hold, som vil blive betragtet blandt verdens bedste håndboldhold.

Men Aalborg har mere sportslig succes at byde på lige pt.

For i Superligaen er der også fart på. AaB tog endnu en stor skalp i torsdags, da de besejrede Brøndby 1-0 på den svære udebane, og dermed er de fire point foran Brøndby på tredjepladsen.

Kan man hente sølv?

En bronzemedalje er pludselig meget realistisk for AaB, der ellers i en periode har svinget meget. Men den nye træner Lars Friis har fået godt styr på organisationen på holdet.

Derudover giver det også positive vinde, at Lucas Andersen så småt er tilbage efter sin korsbåndsskade.

Men vi må da godt drømme her i Aalborg, og nu er sigtekornet sat på FC Midtjylland, som man møder på mandag d. 18. april.

Midtjyderne er i en stor spillemæssig krise, og med en sejr over “Ulvene”, så vil AaB altså blot være et point fra dem på andenpladsen i Superligaen.

FC København ser trods nederlaget torsdag til Silkeborg ud til at være stukket af på førstepladsen.

Så man må sige, at det er Aalborg, som dominerer det hele i de store sportsgrene i Danmark.

Derudover er det jo Aalborg som for første gang er værter for DM-ugen i juni måned. Her samler man op mod 25 forskellige Danmarksmesterskaber, som afgøres indenfor få dage i Aalborg.

Det bliver en ret intens og vild begivenhed, som kommer til at samle tusinder i gaderne i byen. Det kan du læse mere om her.