Det kolde gys: Vestre Fjordpark er nu åben for vinterbadning

Vinterbadning er på manges læber i disse tider.
Mange har fået øjnene op for konceptet, hvor kroppen får lov til at mærke, at vi er levende væsener.
Det sætter gang i en masse stoffer i kroppen, som giver mere energi og skaber bedre humør, når man vinterbader.
Og hvor tager man så lige hen og vinterbader i Nordens Paris?
Det er faktisk ikke kun om sommeren, at vi kan nyde godt af vandet i Vestre Fjordpark.
“Bassinerne er blevet fyldt med frisk Limfjordsvand, og hegnet er igen fjernet.
Så hvis du trænger til et koldt gys, er det bare med at springe i,” lyder det fra Vestre Fjordpark.
Vandtemperaturen er lige nu mellem 9-11 grader, så det er ikke det helt kolde gys endnu.
Men jo, den krymper stadig.
Vestre Fjordpark oplyser, at vanddybden er reduceret for at beskytte badebroerne, hvis der kommer is på vandet i løbet af vinteren.
Der er dog ingen livreddere i parken her om vinteren, så badning er selvfølgelig på eget ansvar.


En cocktail af endorfiner og adrenalin – men bad aldrig alene!
Bo Belhage, klinisk forskningslektor, overlæge dr. med. ved Københavns Universitet, har tidligere udtalt til Videnskab.dk, at turen i det iskolde vand er kort og godt chokbehandling.
“Kroppen nedkøles nemlig ekstremt hurtigt, og kroppens forsvar kommer på overarbejde. Blodkarrene trækker sig sammen og chokket udløser en cocktail af endorfiner og adrenalin i blodet,” skriver Videnskab.dk
Vil man gerne have de positive effekter af at vinterbade, anbefaler Bo Belhage, at man tager en dukkert cirka tre gange om ugen.
Men en tur i det kolde gys kan også medføre en chokeffekt for kroppen, som kan være farlig.
Det anbefales faktisk, at man starter vinterbadningen om sommeren, men hvis du alligevel har mod på at starte her i november, så tag lige en makker eller to med ud til Vestre Fjordpark.