Væsentlig ændring: Her kan det blive rigtig dyrt at køre 50 km/t midt i Aalborg

Hvis du til tider bevæger dig ind i bil i Aalborgs midtby, så skal du være opmærksom på en væsentlig ændring.
I Danmarksgade og Løkkegade har man nu sat hastighedsgrænsen ned til 30 km/t.
Tidligere måtte man køre 50 km/t, og hvis du ikke har spottet ændringen og bliver taget med 50 km/t, så kan det faktisk koste en betinget frakendelse af kortet samt en større bøde.
For så vil du have oversteget fartgrænsen med over 60%.
- Klip i kørekort: Fartoverskridelse over 30 til 60 pct.
- Betinget frakendelse: Fartoverskridelse på 61 til 100 pct eller fart på mindst 160 km/t.
Koster hurtigt et klip i kørekortet
Kører du bare over 40 km/t så koster det et klip i kørekortet.
Aalborg Kommune oplyser til MigogAalborg, at man dels passer ekstra godt på de mange cyklister i de centrale gader, og så har beboerne i gaderne også været generet af busserne.
Derfor håber man, at der kan komme bedre styr på de punkter ved at nedsætte fartgrænserne.
Det er dog en væsentlig ændring, fordi man “let” kommer over de 30 km/t på strækningen, og hvis politiet er ude med radaren, så kan det hurtigt blive en bekostelig affære.