Hygge i en svær tid: Ukrainske flygtninge inviteres til at lave smykker hos Du Er Smyk

I løbet af de seneste par uger er flere tusinde ukrainske flygtninge ankommet til Danmark og en del af disse er blevet indlogeret i Nordjylland.
På trods af at disse flygtninge er kommet i sikkerhed, er deres liv blevet vendt fuldstændig op og ned. De gøremål, der normalt udgør en hverdag, som f.eks. arbejde og skole, er væk, og det giver mange timer i døgnet til bekymringer og tanker om fremtiden.
Derfor har Karina Suhr Holm og Jeanette Kaae Storm Christensen, indehavere af smykkecaféen Du er Smyk, valgt at afholde et særligt arrangement fredag den 25. marts fra kl. 09.00 til 11.00 for at give en gruppe ukrainere et pusterum og en mulighed for at aflede tankerne.
“Der er mange af vores gæster, der fortæller os, at det er dejligt med en pause fra hverdagen, når de er herinde, og det afbræk vil vi også gerne tilbyde de ukrainske flygtninge,” fortæller Karina Suhr Holm.
Der er plads til 41 personer og tilmelding foregår via caféens mail (kontakt@duersmyk.dk). Her skal man skrive, hvor mange personer der deltager, og hvad børnenes alder er.
Søger samarbejdspartnere
Smykkecaféen har været åben siden den 29. januar 2022, og det har helt fra starten været meningen, at det skal være et hyggeligt mødested, hvor man samles med folk man holder af for at lave noget kreativt.
Dette fremhæver Karina Suhr Holm også, da MigogAalborg taler med hende om initiativet.
“Tilbuddet er meget i tråd med, hvordan vi er i caféen. Det er meget vigtigt for os med hygge og at skabe en god atmosfære, og dette er en måde, vi føler, at vi kan bidrage på.
Vi har børn i en alder, der forstår, hvad der sker nede i Ukraine, og de deler deres bekymringer med os. Man kan ikke lade være med at forestille sig, hvordan det ville være, hvis vi var i deres sko, og hvordan man gerne vil modtages i et nyt land.
Derfor vil vi også gerne give noget videre,” siger Karina Suhr Holm afslutningsvis.
Arrangementet den 25. marts er gratis, og Du er Smyk står for alt, hvad der hedder perler, tråde, værktøj og andre materialer.
De vil også gerne tilbyde kage og drikkevarer til de 41 deltagere og er derfor i færd med at lede efter samarbejdspartnere, der kunne tænke sig at sponsorere det. Er du interesseret i at bidrage dem, kan du også kontakte dem per mail (kontakt@duersmyk.dk).
Hvad: Smykke-arrangement for ukrainske flygtninge
Hvor: Du er Smyk, Østerbro 61
Hvornår: 25. marts, kl. 09.00-11.00