Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Tre succesfulde år: Iværksætterduo følger deres mavefornemmelse

Af Nathalia Hentze Nielsen

Karina Suhr Holm og Jeanette Kaae Storm kan næsten ikke fatte det.

Da de startede deres iværksættereventyr i 2021 med smykkecaféen Du er Smyk, regnede de med at skulle have et deltidsarbejde ved siden af for at tjene til dagen og vejen.

Men bookingerne og popularitet tog fat og pludselig kunne de ikke bare leve af det; de hyrede ekstra personale.

Derfra rullede bolden, og de har på tre år åbnet en afdeling i Skagen og lanceret et “At Home” koncept.

Den største forandring er dog, at den originale smykkecafé i Aalborg er flyttet fra Østerbro til det mest centrale, du kan komme i byen, nemlig en adresse på Nytorv.

Og det er efter annonceringen af flytningen, at de har sagt ja tak til et interview med MigogAalborg. Her udtrykker de, at de slet ikke kan fatte, hvor meget de allerede har opnået.

“Det er helt vildt!” Sådan opsummerer Karina den hvirvelvind af et eventyr, som iværksætteriet har bragt dem.

Rejste sig op igen

Når man kaster sig ud i sit eget projekt og forlader det “almindelige” arbejdsmarked, er der som regel noget, der kickstarter det.

Ofte en livsomvæltende begivenhed.

For Karina og Jeanette startede det hele med flyselskabet Great Dane Airlines konkurs.

De to veninder var allerede dengang kollegaer, og pludselig stod de uden arbejde under corona-epidemien.

“Det er slet ikke nogen hemmelighed, at det var hårdt at miste sit job på den måde. Vi blev jo ikke fyret, men opsagt på grund af en konkurs.

Vi tænkte længe ‘hvad skal vi nu?’ Den der usikkerhed fyldte meget, men vi rejste os op igen, og vi løste det,” fortæller Jeanette ærligt.

Veninderne havde over årene haft samtaler om at starte noget sammen, og med opsigelsen besluttede de sig for at springe direkte ud i det.

Idéen til lige præcis en smykkecafé opstod fordi deres døtre godt kunne lide at lave smykker sammen. Den hyggelige stemning ønskede de at bringe med sig i en café.

Det at lave smykker var sådan set sekundært, forklarer de, da konceptet i sin kerne handler om, at kunderne kan trække stikket og fordybe sig i en aktivitet i fællesskab.

“I starten solgte vi meget caféen på, at her kan du komme ind og lave et smykke, men så har vi jo fundet ud af, at vores gæster kommer her for at holde en pause,” forklarer Karina.

Hun indskyder hurtigt: “Det er selvfølgelig også for at lave smykker, men det er lige så meget for hyggen.”

Tre succesfulde år: Iværksætterduo følger deres mavefornemmelse
Du er Smyks nye adresse er Østerågade 13.

En god mavefornemmelse

At tage springet fra rejsebranchen til en smykkecafé kan lyde som to verdener, der er meget fjerne fra hinanden, men som de to iværksættere har opdaget, har begge brancher en vigtig ting tilfælles: God kundeservice er alfa og omega.

“Langt de fleste af vores gæster har altid sagt, at der er fantastisk kundeservice, og det er simpelthen vores number one prioritet.

Vi har begge arbejdet rigtig meget med kundeservice i vores tidligere jobs, og vi tror, at det er dét, der gør, at folk kommer tilbage,” konkluderer Karina.

Jeanette nikker bekræftende.

Fokusset på den gode kundeservice har været fundamentalt for dem, men alt det med forretningsplaner, vækstplaner og visioner, tja, det tager de hellere på mavefornemmelsen.

“Vi har stadig ikke alle de ting, men det går meget godt alligevel,” siger Karina med et smil og tilføjer:

“Vi går meget på mavefornemmelsen. Da vi stod i det nye lokale på Nytorv og kunne se mennesker gå forbi udenfor, føltes det helt rigtigt.”

En så central adresse betyder selvfølgelig også en noget dyrere husleje, og der var derfor både brug for støtte fra bank og revisor, før mavefornemmelsen kunne omdannes til en signatur på lejekontrakten.

Støtte fik de fra begge instanser, men som de understreger var støtten fra baglandet det vigtigste – især fordi de nye lokaler kommer til at kræve endnu flere timer på jobbet.

Et anderledes arbejdsliv

Selvom de ikke har en bestemt forretningsplan de efterlever, har de dog nogle håndgribelige drømme.

En stor drøm er, at de kan hyre en bestyrer på et tidspunkt, så de kan få mere fri og være sammen med familien.

Tør I sætte lidt flere ord på, hvad I drømmer om i fremtiden? Om 5 år eller måske 10 år?

Karina og Jeanette tøver lidt.

Lad os sige 10 år. Sidder I på Bali?

“Det er sjovt, du siger det. Der sidder vi nemlig på Bali,” svarer Karina grinende.

Jeanette supplerer: “Og der er nogle andre, vi har fuld tillid til, som har styr på butikken. Så ringer de, hvis kassen ikke stemmer, og vi løser det over FaceTime.”

Endnu en drøm, der ligger deres hjerte nært, er at deres børn fortsætter med at være en del af Du er Smyk.

“Jeg håber stadig vores børn på en eller anden måde er med i forretningen om 10 år, men de skal ikke føle sig forpligtede til at overtage noget.

Men jeg føler lidt, at vi har vist dem vejen til et anderledes arbejdsliv. Vores to store piger er jo allerede godt i gang med virksomheden Ficha Jewelry. Så at kunne inspirere er fedt.

Når du spørger, hvor vi er om 10 år, håber jeg faktisk også, at vi har inspireret ikke kun vores børn, men også andre til at springe ud i iværksætteriet,” fortæller Jeanette og fremhæver, at de selv blev motiverede af Christian Fuglsang, der ejer Aalborg-brandet Errant.

“Vi var til et foredrag i StartUp Club Aalborg, hvor han netop sagde ‘gå nu bare ud og gør det.’ Man ved ikke om det er en god idé, før man har prøvet det af.”

Tre succesfulde år: Iværksætterduo følger deres mavefornemmelse
De nye lokaler er over dobbelt så store.

Succes er … ?

Karina og Jeanettes entusiasme for StartUp Club Aalborg og netværksmulighederne er til at tage og føle på.

De har været ivrige brugere af BusinessAalborgs iværksættertilbud, især i startfasen, og ligesom Christian Fuglsang engang inspirerede dem, er de nu selv overgået til en rolle, hvor de deler deres succes med andre.

Men det med at definere succes er en lidt vanskelig størrelse, hvis du spørger venindeparret.

“Der er tit folk, der siger, vi gør det så godt, men vi tænker selv, jamen hvornår gør man det godt? Hvornår er vi en succes?” spørger Karina retorisk og fortsætter:

“Så det har vi snakket lidt om, og vi er kommet frem til, at det er en succes, at vi tjener vores løn ind selvfølgelig, men det er også en succes, at vi har så mange skønne mennesker ansat, som synes godt om deres fritidsjob.

Og så er det også en stor succes, at vi går glade på arbejde hver dag,” konkluderer hun.

Her til sidst: Hvis I skal give et godt råd videre til andre, der også drømmer om at blive selvstændige, hvad vil I så sige?

“Gør det,” siger Jeanette og Karina enstemmigt.

“Og brug StartUp Club. De er en kæmpe hjælp”, tilføjer Karina på falderebet.

Opfordringen er hermed givet videre.

Del artikel


 


 


 


 


Udvalgte artikler

 


 


 


Top 3 i dag




 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien

 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien