Måtte stoppe passagerfly: Ukendt drone lukkede Aalborg Lufthavn
Droner kan være sjove at fotografere eller skyde videoer med eller blot bruge som legetøj.
Men når en drone bevæges i nærheden af en stor lufthavn, så er det straks alvorligt og potentielt livsfarligt.
En ukendt drone over luftrummet ved Aalborg Lufthavn fik i hvert fald sat alarmberedskabet i aktion fredag aften.
Det skriver TV 2 Nord.
“Der var et passagerfly, som var på vej til at lette, og det blev omgående stoppet og det samme gjorde en af vores redningshelikoptere, som var på vej tilbage efter en opgave for at tanke,” siger presseofficer Morten Valentin fra Flyvestation Aalborg til TV 2 Nord om episoden.
Kan være fatalt
Man ønsker ikke at gå i detaljer om hvorvidt dronen forsvandt af sig selv eller blev elimineret.
Ifølge presseofficeren er strafferammen for at flyve med droner tæt på lufthavne tårnhøj og kan udløse en lang fængselsstraf.
Det kan i værste tilfælde være fatalt, hvis et passagerfly rammer en drone i fuld fart.
I Danmark skal du flyve efter to forskellige regelsæt. Ét regelsæt, der er reguleret ved EU og ét regelsæt som reguleres i Danmark. For at forstå dronereglerne i Danmark skal du altså både kunne de internationale EU-droneregler og de nationale danske droneregler.
Ifølge droneflyvningsregler skal der særligt hensyn til andre luftfartøjer i luftrummet.
Der skal derfor holdes 5 km afstand til lufthavne (offentligt godkendte flyvepladser) og 8 km afstand til militære lufthavne (militære flyvestationer).