En hjertevarm jul: Flere udsatte familier i Aalborg får hjælp efter donation

Julen er for mange forbundet med fællesskab, hygge og varme.
Men for sårbare familier kan højtiden være en vanskelig periode, hvor forventningerne til hygge og overskud møder en hverdag præget af økonomiske eller sociale udfordringer.
Hos Raise for Kids arbejder frivillige ildsjæle for at gøre en forskel for de familier, hvor december måned medbringer bekymring og afsavn.
Med en donation fra EDC Poul Erik Bech Fonden på 25.000 kroner bliver det nu muligt at skabe en mindeværdig juletid for endnu flere børn og voksne i Aalborg.
“Vores målsætning er først og fremmest at sikre flere børn en varm og tryg juleaften. Vi vil skabe en juletid fyldt med glæde, nærvær og god mad for de familier, som har det svært. Med julehjælpen håber vi ikke blot at give familierne gode minder at tage med sig, men også at åbne døren til nye relationer og fællesskaber, som kan række langt ud over højtiden.
Støtten fra EDC Poul Eric Bech Fonden gør det nu muligt for os at tilbyde denne hjælp til endnu flere lokale borgere, og det er vi dybt taknemmelige for,” siger Malene Højbjerre, der er frivillig og medlem af bestyrelsen i Raise for Kids, i en pressemeddelelse.
Fællesskab, tryghed og traditioner i centrum
I juletiden skaber foreningen glæde og tryghed ved at arrangere et stort julearrangement for omkring 130 børn og voksne i Aalborg samt uddele julekasser helt til døren med traditionelle retter, søde julelækkerier og små overraskelser til cirka 30 familier.
Donationens formål er at gøre det muligt for foreningen at kunne skabe en mindeværdig jul for endnu flere børn og voksne i Aalborg.
Det er frivillige ildsjæle hos Raise for Kids, der står for planlægningen og gennemførelsen af arrangementet og sørger for, at børn og familier mødes i trygge, nærværende og inkluderende rammer, hvor fællesskab og julestemning er i centrum.
“Vi støtter Raise for Kids, fordi de giver familier mulighed for at opleve en jul, hvor børn og voksne mærker, at de hører til. Det handler ikke kun om én særlig aften, men om at give håb, fællesskab og varme, der rækker langt ud over højtiden. Det er dét, der virkelig tæller,” forklarer direktør i EDC Erhverv Poul Erik Bech Aalborg, Frank Jensen, der stod for overrækkelsen af donationen.
“Vi er stolte over at kunne støtte Raise for Kids og deres meningsfulde arbejde. Det gør et stærkt indtryk at se, hvordan frivillige engagerer sig for at skabe trygge rammer og fællesskab for familier, der har det svært.
Den slags initiativer giver ikke blot en særlig oplevelse i juletiden, men efterlader varige spor. At være med til at gøre dette muligt er en stor glæde for os,” slutter han.