Efter knivdrab ved Jomfru Ane Gade: Nu har drabsmanden fået sin dom
En 27-årig mand blev d. 12. november 2021 stukket ned ved Jomfru Anes Gård og afgik seks dage senere ved døden.
I dag er den 23-årige gerningsmand dømt for manddrab ved Retten i Aalborg og kan se frem til at tilbringe de næste mange år bag tremmer. Det skriver TV2 Nord.
Idømt 12 års fængsel
Den 23-årige mand er idømt 12 års fængsel for manddrab, efter han sammen med en 24-årig kammerat angreb det 27-årige offer.
Den 24-årige kammerat er dog frikendt for manddrab, men er idømt ni måneders fængsel for grov vold.
Det blev ved Byretten i Aalborg bevist, at der forud for knivstikkeriet havde været en kontrovers mellem offeret og de to gerningsmænd på Zwei Grosse Bierbar i Jomfru Ane Gade.
Herefter fulgte de to idømte mænd efter den 27-årige mand, som de væltede omkuld og angreb kl. 4.30 natten til 12. november 2021. Her stak den nu idømte drabsmand offeret to gange med en kniv i brystet og lænden.
Efterfølgende blev offeret tildelt spark og slag, mens han lå ned.
Offeret var selv i stand til at ringe til alarmcentralen, men var ikke ved bevidsthed, da ambulance og politi nåede frem.
Herefter lå han i respirator i seks dage, før familien valgte at slukke for den.