Kørte aaaaalt for stærkt igen: Nu falder hammeren for den 36-årige

Om det var “Driving home for christmas”, der spillede i radioen og fik en 36-årig mand til at køre aaaalt for hurtigt igen, er usikkert.
Men nu koster det ham kortet. Ubetinget.
Den 36-årige mand blev standset mandag aften klokken 21 af politiet efter at have kørt 174 km/t sydpå af E45.
Det er anden gang, manden bliver taget for at gøre alt for stærkt.
Det skriver Nordjyske.
Det var på strækningen mellem Haverslev og Hobro N, hvor hastighedsgrænsen er 130 km/t.
Bliver man snuppet med en fart på mere end 160 km/t på motorvejen, står man til en betinget frakendelse af kortet – hvor man så at sige skal bestå en ny teori- og køreprøve inden for et halvt år efter frakendelsen for at beholde sit kørekort.
Men sådan er det ikke for den 36-årige. Han får tvært i mod meget svært ved selv at køre hjem til jul i år – og måske også næste år.
– For ham bliver det en ubetinget frakendelse, da han havde en betinget frakendelse i forvejen, fortæller politikommissær Jørn Kresten Nielsen fra Lokalpolitiet i Himmerland til Nordjyske.
To gange betinget frakendelse giver altså én ubetinget frakendelse, hvilket vil sige, at man mister førerretten helt – typisk et halvt år, hvis ikke der er tale om gentagelsestilfælde – hvorefter man skal generhverve kørekortet forfra.
Læs også: Mangler du lige de sidste julegaver?: Sådan har butikkerne åbent i dag