DMI varsler: Det bliver ENDNU koldere

Synes du at vinden i disse dage går direkte igennem skelettet?
Så er der dårligt nyt til frossenpinde.
For selvom det føles koldt, så bliver det endnu koldere i de kommende dage.
Det melder DMI ud torsdag morgen.
Fra torsdag og frem mod weekenden falder temperaturen, og der kommer godt med vind.
Den kraftige vind er resultatet af, at Danmark ligger på grænsen mellem to luftmasser.
Et højtryk over Nordskandinavien fører kold luft fra Ishavet ned over Finland, vestlige Rusland og Baltikum, og videre mod Danmark.
Sne i prognoserne
Temperaturerne kommer under frysepunktet, endda i nogle tilfælde i dagstimerne, og så er der nu også sne i prognoserne.
“Vi får nattefrost, når vi kommer hen mod weekenden, og det skyldes at vinden aftager, så det er også her vi kan se sne. Nattefrosten kommer, når luftmassen tillader det,” siger Henning Gisselø, vagtchef ved DMI, til Ekstra Bladet.
Det er dog usikkert, hvor sneen eventuelt falder, men lige nu peger det i retning af den sydlige del af landet samt Bornholm.
Men her i Nordjylland vil der sandsynligvis også være hvidt i nedbør i weekenden, det er bare ikke sikkert, at det bliver liggende.
Efter weekenden ser det ud til, at vi igen skal hente vores vejr fra vest, hvilket er lig med stigende temperaturer, altså slut med nattefrost, samt perioder med regn.