DMI melder om sommerlig Kr. Himmelfarts-ferie i Aalborg

Vi elsker gode nyheder her på MigogAalborg-redaktionen.
Så man kan ikke starte ugen med bedre nyheder, end dem som DMI er kommet med omkring vejret i den kommende Kr. Himmelfarts-ferie.
For de fleste bliver det en kort uge med Kr. Himmelfartsdag på torsdag, og så har rigtig mange også fri dagen efter, så de heldige kan trække fire fridage i streg.
Og man kan godt begynde at lave udendørsplaner for de kommende fridage, for alt tyder på, at det bliver sommerligt fra torsdag.
De næste dage her bliver ustadige, men fra Kr. Himmelfarts dag bliver det kun opadgående.
Torsdag vil der være fuld solskin og temperaturer på vej mod de 20 grader. Men fredag og lørdag ser ud til at være helt forrygende med temperaturer, der kommer op og snuser mod de 25 grader.
I sidste uge fik vi faktisk årets første sommerdag, da det torsdag var over 25 grader flere steder i landet.
Der sker også en hel masse i Aalborg i de dage fra Kr. Himmelfarts Dag og så fremefter. Det vender vi selvfølgelig tilbage med, så du har det komplette overblik senere på ugen.