Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Strandfest i Aalborg: 140 tons sand køres ind på Havnefronten

Af Stine Kjølby Christensen
Arkivfoto
Arkivfoto

Den 21.-25. juni er der igen folkefest i Aalborg.

Her afvikles DM-ugen endnu engang, og i år er der tilmed en særlig nyhed med.

For første gang er DM i beachvolley nemlig en del af DM-ugen, og i den anledning køres intet mindre end 140 tons sand ind på betonen på Honnørkajen.

Sandet skal skabe de perfekte rammer for en beachvolleybane og ikke mindst give spillerne et perfekt udstillingsvindue for sporten. Der er også lagt op til en fest for publikum med tribune, speaker og musikanlæg midt i Aalborg.

Den lokale beachvolleyspiller Jesper Skovmark glæder sig til at være en del af DM-ugen.

“Det er kæmpestort. DM har de sidste mange år været i København, så det er fedt at få det tættere på.

Det er samtidig virkelig fedt, at vi bliver en del af en stor DM-uge, så vi kan få et indblik i mange flere sportsgrene.

Jeg forventer endnu større opbakning, end vi er vant til – både fra venner og familie, men også fra folk på tribunerne. Støtte og stemning i sig selv kan bære os langt,” siger Jesper Skovmark, der har spillet i Aalborg Beachvolley Klub de seneste fem år.

Strandfest i Aalborg: 140 tons sand køres ind på Havnefronten

Sporten skal vises frem

Louise Landbo Larsen er både spiller og træner i Aalborg Beachvolley Klub. Hun glæder sig over, at beachvolley bliver placeret midt i rampelyset på Honnørkajen.

“Jeg glæder mig til at vise sporten frem. Det bliver superfedt at være en del af et stort set up, for beachvolley er en fantastisk og meget seværdig sport.

Til DM-ugen kommer vi til at spille både på Honnørkajen og i vores fantastiske ramme i Vestre Fjordpark.

Der har vi – efter min mening – en af de bedste beachvolleylokationer i Danmark, fordi alle har adgang, og strandstemningen i fjordparken er helt speciel,” siger Louise Landbo Larsen. Hun har spillet beachvolley i mere end 20 år og langt de fleste i Aalborg Beachvolley Klub. 

Stranden rykker ind

Danmarks Idrætsforbund står bag DM-ugen sammen med Aalborg Kommune, specialforbundene og de lokale foreninger.

I Aalborg rykker mange af sportsgrenene ned omkring Limfjorden og havnefronten, hvor der etableres et Center Court.

“Vi rykker simpelthen stranden ind, hvor menneskene er i forvejen og får bygget en beachvolleybane på Honnørkajen.

Det kræver 140 ton sand og en masse planlægning, men med en bane midt i Aalborg kan flere få oplevelsen med.

Det er også en rigtig fed kontrast at gå på beton på havnefronten, og så ligger der sand, hvor atleterne hopper rundt og spiller beachvolley. Vi skaber en fest med publikumstribune, musik og speaker, der guider gennem kampene,” fortæller Jakob Wärme Lykke, der er projektkoordinator på DM-ugen hos Danmarks Idrætsforbund.

De 140 ton sand til beachvolleybanen bliver efterfølgende genbrugt i Vestre Fjordpark.

Et fantastisk udstillingsvindue

Aalborg glæder sig til at gentage succesen som værtsby for DM-ugen, der viser og hylder det bedste fra dansk eliteidræt.

“DM-ugen er et slags mini-ol på dansk jord, og jeg er enormt stolt over, at vi sammen med DIF, de lokale foreninger og de mange specialforbund får skabt en helt særlig ramme for danmarksmesterskaberne.

Både for atleter og publikum.

Det er et perfekt udstillingsvindue for de mange forskellige sportsgrene, men også for Aalborg som by. Idræt og sport er en vigtig del af Aalborgs DNA, og det er enormt berigende og inspirerende for alle involverede, at vi skaber og udvikler DM-ugen sammen,” siger borgmester Thomas Kastrup-Larsen.

Strandfest fra første serv

Formanden for Aalborg Beachvolleyklub ser både frem til nye oplevelser og nye medlemmer. 

“Vi får mere opmærksomhed som del af DM-ugen, og vi gør alt for at skabe en strandfest fra første serv.

Det betyder meget for både sporten og vores klub. Jeg oplever, at mange spiller beachvolley for sjov sommeren igennem, og vi håber DM-ugen vil være med til at overbevise nye spillere om at starte i klubben.

Jeg håber naturligvis også på en podieplads til et nordjyske hold,” siger Mads Peter Hilligsøe, der er fomand i Aalborg Beachvolleyklub.

DM i Beachvolley 2023 i Aalborg

  • Der spilles på fem beachvolleybaner i Vestre Fjordpark
  • Der spilles på én beachvolleybane på Honnørkajen
  • Beachvolleybanen på Honnørkajen kræver 140 ton sand
  • Sandet bliver efterfølgende brugt i Vestre Fjordpark.
  • 24 kampe bliver spillet på Honnørkajen
  • 24 kvindehold deltager i DM i beachvolley
  • 24 herrehold deltager DM i beachvolley
  • Aalborg Beachvolley Klub har pt. 83 medlemmer
  • Der er 2.146 medlemmer i beachvolleyklubberne i DK.

Det skal du vide om DM-ugen

  • Aalborg er vært for DM-ugen fra 21-25 juni 2023
  • DM-ugen fik sin debut i 2022, hvor Aalborg også var vært 
  • DM-ugen er en slags mini-ol på dansk jord med 35 forskellige sportsgrene
  • 200 danmarksmestre skal findes i løbet af fire dage
  • 2.500 atleter og officials deltager 
  • Bag eventet står Danmarks Idrætsforbund i tæt samarbejde med Aalborg Kommune, de mange specialforbund og lokale foreninger.
  • Følg seneste nyt på www.dm-ugen.dk 

Del artikel