DM-milepæl: Aalborg-skole starter kæmpe konkurrence med et brag

I dag starter DM i Fagene for 10. gang.
Danmarks største konkurrence i skolens fag skydes i gang på Gl. Hasseris Skole i Aalborg med 260 deltagende elever.
“For 10. gang i træk tilbyder vi eleverne den undervisning, vi selv prædiker: praksisnær, varieret og projektbaseret undervisning, som giver os elever lyst til at lære.
Med DM i Fagene viser vi, hvordan skolen kan mere end det, vi kender fra hverdagen,” siger Magnus Herrmann, forperson for Danske Skoleelever, i forbindelse med åbningen af DM i Fagenes 10. udgave.
Denne milepæl indledes med et brag på Gl. Hasseris Skole, hvor hele udskolingen bliver de første til at deltage i konkurrencens indledende runde.
Åbningen fejres med balloner og romkugler i KFUM Hallen – Hasserisparken.
Virkelighedsnær læring x 10
DM i Fagene blev afholdt første gang i 2016/17, og i dag har projektet udviklet sig til at være Danmarks største konkurrence i skolens fag.
DM i Fagene kobler faglighed med praksis gennem virkelighedsnære cases udviklet i samarbejde med erhvervslivet.
Den imponerende opbakning på Gl. Hasseris Skole viser tydeligt den energi og entusiasme, som konkurrencen skaber blandt udskolingselever i hele landet.
Fra i dag og frem til den 28. november kan elever i 7., 8. og 9. klasse deltage i den indledende runde.
Eleverne kan deltage i konkurrencen online døgnet rundt eller tilmelde hele klassen og deltage i skoletiden.
Man kan deltage individuelt i dansk, matematik, engelsk og naturfag eller som hold i den tværfaglige og den naturvidenskabelige holdkonkurrence.
De elever, der klarer sig bedst i den indledende runde, kvalificerer sig til den store finale, som afholdes på Dokk1 i Aarhus den 28.-29. januar 2026.
DM i Fagene arrangeres af Danske Skoleelever med støtte fra Børne- og Undervisningsministeriet samt Novo Nordisk fonden og samarbejdskommuner.
Læs mere om projektet og tilmeld dig på dmifagene.dk.