Madelskere kan godt glæde sig: Disse restauranter genåbner i februar

Sænk skuldrene og find smilet frem igen.
Sådan sagde statsminister Mette Frederiksen i onsdags, da hun under et pressemøde annoncerede, at de sidste coronarestriktioner nu fjernes.
Danmark vil dermed være helt åbent fra 1. februar, og det vækker især begejstring i de erhverv, der har været hårdest ramt af restriktionerne – bl.a. kulturlivet og restaurationsbranchen.
Ganske vist var restriktionerne for spisestederne ikke lige så strenge ved indgangen til 2022, som de har været, men de stigende smittetal og nedlukningen af kulturlivet fik flere Aalborg-restauranter til at lukke ned af sig selv i flere uger.
Med fjernelsen af restriktionerne er de nu klar til at åbne igen, og vi har kastet et kærligt blik på Aalborgs madscene for, at finde de restauranter, som atter er klar til at servicere madglade aalborgensere.
Se listen her:
SMAEK, Ved Stranden 4
Den 3. januar meldte SMAEK ud, at de kun ville holde åbent i weekenden i resten af januar. Beslutningen, skrev de, blev taget ud fra “hvordan de nuværende restriktioner er i vores branche og generelt hele kulturlivet.”
1. februar er lige rundt om hjørnet, og det betyder, at den populære restaurant Ved Stranden er klar til at åbne alle ugens dage.
På Facebook skriver de, at de har åbent fra kl. 17.00 alle ugens dage, og at de ikke “kan vente med at lave lækker mad, farverige cocktails og bare det privilegie at tage imod jer i døren, helt uden mundbind.”
Du kan se SMAEKs menu og bestille bord lige her.

San Giovanni, Vesterbro 46
I starten af januar meddelte Mikele Volpi, indehaver af SanGiovanni, at de valgte at lukke ned midlertidigt til og med søndag d. 23. januar både i restaurant og take away.
Med åbningen den 24. januar hører de teknisk set ikke med på listen over genåbninger i februar, men vi synes alligevel, at vi ville gøre opmærksomme på, at den italienske restaurant altså er open for business, som de plejer.
Du kan se San Giovannis menu og bestille bord lige her.
Tabu, Vesterå 5
Savner du rigtig fine dining, vil du blive glad for at høre, at restaurant Tabu også genåbner i næste uge.
For nogle uger siden valgte de at lukke, fordi de ikke ønskede, at en aften hos dem skulle begrænses med en lukning kl. 23.00, men nu er de klar igen og endda med en spændende ny menu kaldet Tabu Experience.
Tabu skriver, at deres nye menu består af 22 serveringer baseret på råvarer af høj kvalitet med både internationalt, nationalt og regionalt ophav, og at den – som navnet også indikerer – skal opleves.
Du kan se Tabus nye menu og bestille bord lige her.

Fauna, Musikkens Pl. 1
Vi har tidligere fortalt om Restaurant Fauna, der har hele tre forskellige restaurantkoncepter under samme tag i Musikkens Hus.
De valgte også at holde lukket i januar grundet restriktionerne, men nu er alle tre koncepter klar til at invitere gæster indenfor fra den 1. februar.
Restauranten skriver yderligere på Facebook, at de har lavet en masse nye lækre sager til menukortet, så der er bestemt noget at glæde sig til.
Du kan se Restaurant Faunas menuer og bestille bord lige her.
La Locanda, C. W. Obels Pl. 3, La Bottega, C. W. Obels Pl. 3a, og TraPo, C. W. Obels Pl. 1
Aalborg er så heldig at have flere fantastiske italienske spisesteder, og Carlo Liberatis tre restauranter, der ligger side om side, er bestemt nogle af dem.
I januar holdt La Locanda og La Bottega åbent for takeaway, men desværre lukket for spisende gæster. Det ændrer sig fra på tirsdag, hvor du igen kan nyde pasta, pizza og alle de andre lækre retter på alle tre restauranter.
Du kan se La Locandas menu og bestille bord lige her, mens du finder information om TraPo her og La Bottega her.

Skagen Fiskerestaurant, Budolfi Pl. 32
Sidst, men ikke mindst har vi Skagen Fiskerestaurant på Budolfi Plads, der også har meldt ud, at de åbner på tirsdag den 1. februar.
De har løbende teaset med deres fotogene retter på Facebook, og nu får de endelig mulighed igen for at servere dem til gæsterne.
Du kan se Skagen Fiskerestaurants menu og bestille bord lige her.
Mangler vi nogle restauranter på listen? Kommenter på Facebook og vi vil sørge for at tilføje dem.