Kom med ombord: Direkte rute fra Aalborg til New York blev indviet med manér
I går var ikke en helt almindelig torsdag – i hvert fald ikke for Aalborg Lufthavns vedkommende.
Det første direkte fly til storbyen over dem alle, New York, kom på vingerne, og det markerer for alvor lufthavnens indtræden i den internationale klasse.
Udover at være Aalborg Lufthavns første direkte rute over Atlanten, er det også den første oversøiske flyforbindelse fra Jylland.
Der var dermed meget at fejre i går, og fejret blev det til en stort opsat reception i lufthavnen, hvor MigogAalborg også var forbi for at få kastet et første blik på maskinen, der skal bringe rejseglade jyder – og danskere – til The Big Apple.
Hallen og udsigtsbalkonen var pyntet op til den helt store guldmedalje med rød løber, de 50 amerikanske statsflag og the Star-Spangled Banner, og alle blev budt på sliders, kylling og amerikansk lagerøl.
Det helt store tilløbsstykke var dog uden tvivl det store SAS’ Airbus A321-LR, der er flyet, som skal fragte gæster til USA.
Hele Danmark vil bruge ruten
Kim Bermann, der er vice- og driftsdirektør hos Aalborg Lufthavn, bød de omkring 100 fremmødte journalister, erhvervsfolk og samarbejdspartnere velkommen.
Ord som “historisk” og “milesten” gik igen i åbningstalen, og det samme gjorde hans ønske om, at det bliver en rute, som vil blive benyttet af ikke kun aalborgenser og jyder, men også resten af Danmark.
Herefter åbnede dørene ud til landingsbanen, hvor det spritnye, nærmest strålende fly, blev åbnet for os nysgerrige sjæle.
Efter at vi lige kom os over det første kuldechok fra den bidende vind blev vores hjerter varmet af de søde SAS piloter, der stod udenfor i fuld uniform og bød gæsterne velkommen – samt tilbød at tage billeder foran flyets motor.
Inde i varmen i flyet gik det op for os, at vi aldrig har været inde i så nyt og uspoleret et fly. Vi kan fortælle, at det lufter og føles som en ny bil.
Ligesom der er forskel på en BMW og en Kia, er der også forskel på flyets forskellige kabiner. Forrest har du Business, i midten er Plus-sektionen og til sidst, for alle os dødelige, er der Economy (eller som SAS kalder det: “SAS Go”).
I Business kan du sidde med en sidemand eller helt for dig selv og ikke nok med, at du får alt den plads, du skal bruge til at strække benene og sprede albuerne, kan du også læne sædet helt ned i en liggende position.
At kunne sove på så lang en rejse er optur nok for os, men det bliver endnu bedre; du kan også få massage i ryggen OG fødderne udover de mere standard-ting som USB-stik og skærme.
Skruet op for komforten
SAS-Go, der er den største sektion af flyet, har 123 sæder, og selvom det er de “billige” pladser, som du kan få fra 2.799,- tur/retur, er der skruet op for komforten.
Vi fik fortalt, at du kan læne sæderne længere tilbage, og at der er 5 cm mere plads end på andre SAS-fly. Derudover er der nakkestøtte, hvis du vil sove, USB outlet til at oplade telefonen samt en skærm.
Efter at have været på rundtur på flyet og misundeligt kigget på SAS-Business sæderne, forlod vi lufthavnen for igen at drage mod midtbyen.
Her kom vi til at tale om, at flyveturen for mange bare skal overstås, men at det i realiteten også er en del af rejseoplevelsen. Derfor bør forholdene også være i orden, og det er noget SAS har taget til sig i indretningen af Airbus A321-LR.
Har du planer om at flyve til New York fra Aalborg Lufthavn, tør vi godt love, at det bliver en af de mere behagelige langdistance flyvninger.
Læs mere om New York ruten her.