“Det smager hjernedødt”: Casper Drømme anmelder 10 steder i Aalborg

“Lad os se, hvad det kan”
Hvis du har set videoer på internettet de seneste par år, har du nok hørt den famøse sætning en gang eller to.
Den danske madinfluencer og youtuber, Casper Christiansen, der på de sociale medier går under navnet Casper Drømme, har besøgt Aalborg mange gange.
Nu er den “gal” igen.
For Casper Drømme har lyttet til sine fans, og de har anbefalet ham 10 steder, som han skal besøge i Aalborg.
Det er der kommet en 25 minutters-video ud af, hvor han er rundt omkring i hele byen.
Kom med på tur her:
BreadByKaerup
Hvis du har fulgt med her på MigogAalborg ved du godt, at BreadByKaerup laver fantastisk bagværk.
Det er Casper Drømme (heldigvis) også enig i.
“Det er tæt på noget af det bedste bagværk, jeg har fået,” udtaler han om besøget hos William Kærup.
Det er flotte ord fra en mand, der vel efterhånden har smagt bagværk fra de fleste kvalitetsbagere i landet.
Rating: 4,8 ud af 5 stjerner.

Fucking Pizza
Casper Drømme skal naturlivis også prøve byens helt nye pizzeria: Fucking Pizza, som folkene bag Fandanko står bag.
Den helt særlige Detroit Style-pizza går rent ind hos Casper Drømme, der især roser deres Chicken Teriyaki-pizza.
“Det største problem med en pizza er som regel, at skorpen er kedelig. Den gider du ikke æde. Det slipper du fuldstændig for her. Det er knasende og fedtet det hele,” fortæller Casper bl.a.
Rating: 4,6 ud af 5 stjerner

Fandanko
Casper Drømme har også fået anbefalet Fandanko lige ved siden af Fucking Pizza, hvor de har en alternativ flæskestegssandwich, som er med Porchetta.
“Jeg synes den er god, men jeg tror, jeg er lidt mere til en traditionel flæskestegssandwich.”
Rating: 3,5 ud af 5 stjerner
Vestre Baadelaug
Man kan næsten ikke tage til Aalborg uden at besøge Vestre Baadelaug – i hvert fald ikke hvis man vil smage en af Danmarks bedste bøfsandwich.
Casper Drømme er også enig i, at den er helt oppe at spille Superliga – modsat AaB.
“Det er vanvittigt lækkert, det her. Der mange ting, jeg synes, de gør rigtigt.” “Det er klasse det her.”
Rating: 4,7 ud af 5 stjerner

Surdejsbageren
Casper Drømme har fået anbefalet deres panini med navnet Napoli, der består af salami, ost, sød kartoffel og urteolie.
Selvom han tager fejl af sød kartoffel og butternut squash, så er han fuld af lovprisninger af den simple, men smagfulde panini.
“Til 65 kr. er det et fund. Det er svært at finde den her kvalitet, til den her pris.”
Rating: 4,8 ud af 5 stjerner
Nadias Sandwich
Efter storslåede oplevelser på de fem første steder, så stopper legen hos Nadias Sandwich.
Her er Casper Drømme slet ikke oppe at ringe.
“Den er fandme svag den her. Brødet er tørt. Det er sandwich, som vi kender det fra mange steder.”
Rating: 2,2 ud af 5 stjerner.

Burger Lover
Casper Drømme har fået anbefalet Burger Lover, der er en forholdsvis ny burgerbar her i byen.
Inde i burgerbaren får han en lang historiefortælling om, hvordan man tilbereder burgerne og hvilke særlige ingredienser, man burger.
Men det er svært at smage.
“Det er en rigtig solid burger, men de der noter, kan jeg ikke fornemme”. Han siger dog, at burgeren er bedre end 9 ud af 10 burgere, man kan få i Danmark.
Rating: 4 ud af 5 stjerner.

Pita House
Casper Drømme har store roser til overs for, at man selv bager brødet, men han synes dog brødet kunne være mere luftigt.
Rødkålen er ikke syrlig nok. Det hele er lidt salt og lidt for tørt.
Rating: 3,2 ud af 5 stjerner
Berlin Döner
Berlin Döner har taget Aalborg med storm, så den skulle hr Drømme naturligvis også forbi.
“Det er lidt en bob-bob oplevelse,” er dommen over deres döner.
Han synes det fungerer godt, når man får en bid med det hele blandet sammen, men han mener, de burde blande elementerne bedre sammen, når de laver döneren.
Rating: 3 ud af 5 stjerner.

Isværftet
Hvordan slutter man lige en dag i Aalborg, hvor man skal teste 10 forskellige steder … ?
Det gør man naturligvis med lidt sødt. Det gør Casper Drømme hos Isværftet på Stjernepladsen, hvor han får en lemonade og en kaffe-dessert med espresso-shots og pistacienødder.
“Det kan faktisk noget, synes jeg,” lyder dommen bl.a. over kaffedrikken.
Lemonaden kalder han en “slush ice på en raffineret måde”, der smager godt – og man kan tydeligt smage, at det er gode råvarer.
Rating: 3,7 ud af 5 stjerner.
Se hele videoen her: