Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Lækkerier i Aalborg: Det skal du smage i efterårsferien

Af Stine Kjølby Christensen

Det kan godt være, at mange forbinder efteråret med at være koldt og mørkt – men når efterårsferien står for døren, og der er udsigt til varme dyner og masser af hygge, så er det vist lige til at overkomme.

Med til hyggen følger naturligvis også noget lækkert on the side. Derfor har vi sammensat denne guide, så du har et skarpt overblik over, hvilke lækre ting du skal nå at smage i ferien.

For det er vel i virkeligheden det, som ferien er til? At udvide sin horisont og få gode minder på kontoen – og i maven.

Mandag: Afternoon Tea på Salling Rooftop

Hvorfor ikke starte på toppen? Det kommer du i hvert fald til, hvis du lægger ud med Afternoon Tea-konceptet på Salling Rooftop.

Her får du, foruden byens bedste udsigt, også en kagestander i tre etager med et udvalg af små sandwiches, kage og scones med lækkert tilbehør samt en kande the.

Mere efterårsferie-hygge-agtigt bliver det vel næsten ikke?

Lækkerier i Aalborg: Det skal du smage i efterårsferien

Tirsdag: Juleboden ved Salling

Hvis du stadig er helt flyvende over gårsdagens kageoplevelse, så kan du passende komme ned til jorden igen og besøge den julebod, der fra i går åbnede foran Sallings indgang i Algade.

Her er der alt fra de klassiske brændte mandler, churros med softice til kandiserede æbler og andre knasende lækkerier.

Og er der i virkeligheden noget mere tiltrækkende end duften af brændte mandler? Næppe.

Juleboden holder åbent fra 10.30-17 i weekenden og 11-18 i hverdagene.

Lækkerier i Aalborg: Det skal du smage i efterårsferien

Onsdag: Drømmekagesnegl fra Surdejsbageren

Så blev det onsdag! Dagen, hvor drømme bliver til virkelighed – i hvert fald hvis du holder dig til denne guide.

Denne dag vil vi nemlig gerne dedikere til Surdejsbageren, der for et kort øjeblik siden introducerede sin drømmekagesnegl. 

Drømmekage-sneglen er lavet af samme dej som hans lækre kanelsnegl, men i stedet for kanel består denne af brun farin, der smøres ud på dejen med ristet kokos, der herefter rulles sammen og bages.

Drømmekage-sneglen er foreløbig en limited edition, men vi har fået at vide, at den i efterårsferien kan erhverves mandag, tirsdag og onsdag – hvis du er blandt de hurtige!

Lækkerier i Aalborg: Det skal du smage i efterårsferien

Torsdag: Romkugle fra Mabel Kafferi

Hvis ikke du allerede har været forbi Mabel Kafferi for at få fingrene i Danmarks Bedste Romkugle, så må efterårsferien da næsten være den rette tid at gøre det i.

Mabel på Boulevarden har været midtbyens eneforhandler på romkuglerne siden start september, og siden har der været slynget hundredevis af de berømte romkugler over disken.

Er én ikke nok, så kunne du også begive dig ud på en vaskeægte Tour De Romkugle – for hvem ved, hvor din personlige favorit gemmer sig?

Du finder vores tourguide lige her

Lækkerier i Aalborg: Det skal du smage i efterårsferien

Fredag: Caféministeriets kagetapas

Så blev det fredag, og du er sandsynligvis total udkørt efter at vade byen rundt efter efterårslækkerier (undskyld!).

Derfor skal den næste på listen selvfølgelig nydes derhjemme.

Caféministeriet lancerede for nyligt deres såkaldte kagetapas, der giver dig det bedste fra hele kageverdenen. Du kan læse om vores test af konceptet lige her.

Uheldigvis går antallet af siddepladser i caféen ikke helt op med antallet af de mange kageglade aalborgensere, der findes i byen. Derfor har Caféministeriet besluttet sig for at tilbyde kagetapas som takeaway i hele oktober måned – til kun 99 kr.

Du bestiller din kage-boks på 98194050 eller mad@cafeministeriet.dk.

Lækkerier i Aalborg: Det skal du smage i efterårsferien

Lørdag: Guf og Kugler

Nok er sommeren slut, men det betyder ikke, at lysten til is er det.

Derfor skal lørdagen selvfølgelig bruges hos Guf og Kugler i Slotsgade, der oveni købet har sin allersidste åbningsdag, før der lukkes ned for vinteren.

Guf og Kugler plejer ellers at give den fuld gas i juletiden, men i år ser det anderledes ud. 

Vi vil ikke gøre os til herre over, hvilken is, der skal være din go-to – for isbaren bugner jo som sædvanligt af iskolde lækkerier til enhver smag og behag.

Skulle vi anbefale noget, så må det næsten være Guf og Kuglers iskage, der vel mest af alt kan betegnes som noget nær den mindst syndige sandwich, du nogensinde kommer i nærheden af.

Lækkerier i Aalborg: Det skal du smage i efterårsferien

Søndag: Honningbombe fra Penny Lane

Sidste stop på ruten tager os et par hundrede meter længere ned i byen, hvor Penny Lane holder til på Boulevarden.

Her skal du altså kun gå ind, hvis du ikke er juleforskrækket og ikke er af den overbevisning, at oppyntningen først må starte 1. december.

Penny Lane er nemlig gået all in på julen, og allerede nu bliver du mødt af glimmergardiner, hvirvelende karruseller og nisser i alle former og farver.

I stedet for at begynde at gnave løs i guld-lametta så har vi et andet forslag:

Penny Lane har nemlig også “pyntet” kagemontren, og det betyder, at du fra den kommende weekend kan få de legendariske julelækkerier fra caféens eget bageri.

Én af vores favoritter er honningbomben, der både ligger tungt i maven og tager os direkte tilbage til mormors bagværk – præcis, som det skal være.

Lækkerier i Aalborg: Det skal du smage i efterårsferien

Del artikel

Andre læser også