Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Det røde flag er hejst: Vestre Fjordpark gør klar til åbning

Af Stine Kjølby Christensen

Kalenderen siger nu marts måned, og det betyder, at foråret – meget gerne – skulle være på vej.

Et sted i Aalborg, der i den grad shiner i sommersolen, er Vestre Fjordpark i vestbyen.

I år bliver ingen undtagelse, og derfor er bademester Sevastianos Prenta også allerede gået i gang med forårsrengøringen.

“Det er forår og det betyder forårsrengøring i Vestre Fjordpark, så anlægget er klar til sommerens badegæster. Derfor tømmer vi bassinerne for vand.” skriver Vestre Fjordpark på deres Facebook-side.

“Bassinkanterne bliver gjort rene og sandmaskinen strør et nyt lag sand på bunden. Til sidst bliver der dagligt hele sommeren igennem pumpet frisk vand ind i badebassinerne.”

Det røde flag er hejst: Vestre Fjordpark gør klar til åbning
Foto: Stine Kjølby Christensen

Fjordbadning udskudt til 1. maj

Forårsrengøringen betyder også, at bassinerne, der ellers har været åbne til brug af vinterbadning, ikke kan benyttes frem til d. 1. maj.

Også i Café SALT er der gang i forårsforberedelserne.

Katerina Komselis, der driver parkens café, er i fuld gang med at gøre det hele klar til åbningen – forhåbentlig allerede til april.

“Vi glæder os meget til at komme i gang med sæsonen, og vi håber et fantastisk år igen i år,” siger hun til MigogAalborg.

“Hvis vejret er med os, så satser vi på at åbne op til påsken.”

Det røde flag er hejst: Vestre Fjordpark gør klar til åbning
Café SALT’s bademestervaffel.

Katerina fortæller bl.a. at gæsterne kan glæde sig til en helt ny havfrueis – men ellers forbliver det meste nok, som vi kender (og elsker) det.

Der er dog én ting i Vestre Fjordpark, der langt fra ved det gamle.

Fra danske Kaj til græske Sevastianos

Det skarpe øje vil måske lægge mærke til navnet på bademesteren. For det er nemlig et helt nyt – for første gang i 37 år.

Vestre Fjordparks faste bademester, Kaj Bjerregaard, er gået på pension.

Det røde flag er hejst: Vestre Fjordpark gør klar til åbning
Kaj nåede lige at få tre sæsoner ved kajkanten i det nye Vestre Fjordpark. Nu er han gået på pension.

“Vi var meget glade for Kaj, men det bliver også spændende med nogle helt nye kræfter,” siger Katerina, der ligesom Sevastianos Prenta har rødder i Grækenland.

Kaj forlader dog ikke Vestre Fjordpark helt.

“Min bademestervaffel er jo opkaldt efter Kaj, men nu er han jo ikke bademester længere … Så jeg har lovet ham, at den fremover skal hedde Kaj-isen i stedet for.

Så må vi jo se, om den nye bademester også kan gøre sig fortjent til en variant,” slutter Katerina med et grin.

Del artikel

Andre læser også