Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Det nye Studie 4 i Vesterå: Cocktails og maden spiller godt sammen her

Af Kim Schulz

Af Kim Schulz, www.grillkokkerier.dk

Hvis man følger lidt med i Aalborgs madscene, så er man ikke i tvivl om, at der i Vesterå har været et boom af spisesteder gennem det seneste år.

I slutningen af 2017 kom endnu et spisested så til den nye hotte “restaurantgade”, nemlig Studie 4. Med en hjemmeside, der lover “ingen regler – kun passion”, så kunne jeg kun glæde mig til at besøge netop dette sted.

Det er manden bag Café Vesterå, Thorsten Stevnhoved, som har skabt Studie 4, der er nabo til den populære café. Så der var også store forventninger til niveauet, da de har godt styr på cocktails og mad på Café Vesterå.

Udstråler varme og hygge ude fra gaden

En fredag tog en kammerat og jeg derfor ind på “Studiet” for at se lidt nærmere på sagerne.

Allerede fra gaden kunne man via de store facadevinduer se flere grupper af folk sidde og hygge sig ved bordene. Det udstrålede varme og hygge, så det trak godt i os i denne kolde tid.

Det nye Studie 4 i Vesterå: Cocktails og maden spiller godt sammen her

Indenfor døren bliver vi straks budt velkommen og ført til et bord lidt længere inde i rummet.

Vi joker lidt med, at musikken er en ”Absolut music” playliste fra starten af 00erne, men det passer faktisk meget godt til det segment af gæster, der primært ses i rummet.

Her er primært tale om 30+ alders-segmentet, hvilket tjeneren også bekræfter er den primære målgruppe.

”De unge har en hel gade for dem selv i parallelgaden,” som han siger.

Mange gæster sidder langs baren

En stor bar i midten af rummet afslører, at der her er tale om et sted, der går lige så meget op i de våde varer som i maden.

Der sad gæster langs barens sider og stemningen var god. Inde i baren var et par bartendere på overarbejde med at lave cocktails til gæsterne i højt tempo – mere om dem senere.

Vi blev præsenteret for et spændende menukort, hvor man enten kunne gå ala carte eller man kunne gå efter en 4 retters menu, som kokken valgte.

 

Det var dog noget helt andet, der fangede mit øje på kortet. Til den 4-retters menu kunne man nemlig vælge mellem den klassiske vinmenu, og så noget jeg ikke erindrer at have set i Aalborg før – en cocktailmenu.

Ja du læste rigtigt. En cocktailmenu tilpasset smagen i hver af de enkelte retter.

Det kunne vi selvfølgelig ikke lade stå uprøvet hen – det var jo også fredag!

Det nye Studie 4 i Vesterå: Cocktails og maden spiller godt sammen her

Første ret

Vores første ret satte da også en tyk streg under, at dette sted altså også er en cocktailbar. Der var nemlig tale om en Gin&Tonic inspireret ret bestående af gin-marineret, rimet laks med tonicgelé, letsyltede agurker, dild mayo og enebær støv.

Man skal ikke have drukket mange Gin&Tonic for at kunne finde netop disse smage i retten. Hertil blev serveret en frisk citrus cocktail med bl.a. sirup af brændt appelsin. Et frisk pust der stod godt til den fede laks.

Det nye Studie 4 i Vesterå: Cocktails og maden spiller godt sammen her

Anden ret

Næste rets cocktail blev serveret inden retten. Den hjælpsomme tjener fortalte om en cocktail hvor bl.a. Laphroaig Whisky skulle lægge bunden sammen med citrus.

Hvis du ikke lige er så stærk i whisky-smagskortet, så kan jeg nævne, at netop den Skotske Laphroaig whisky fra Islay er kendt som værende en af verdens mest smagsintense og røgede.

Jeg var noget skeptisk over, hvordan denne skulle kunne passe til ret meget mad, men tjeneren forsikrede mig om, at det var rigtigt godt. Efter første mundfuld sagde både min medspiser og jeg: “spændende og også lidt mærkeligt”. Smagen udviklede sig i munden over flere minutter

Brikkerne faldt dog pludselig på plads, og det skulle vise sig at være et super match, så snart vi smagte den med maden. Anden ret var nemligt en kulmule filet stegt hårdt på skindsiden. Dertil en blanquette lavet på olivenolie samt marineret og stegt julesalat.

Det nye Studie 4 i Vesterå: Cocktails og maden spiller godt sammen her
Studie4

Det letbrændte skind matchede whiskyen fint, og den fuldfede blanquette afrundede det hele.

Hovedretten

Til vores hovedret skulle vores smagsløg udfordres endnu engang. Her blev vi nemlig præsenteret for en super frisk cocktail lavet på hibiscus. Serveret i et vinglas, så kunne denne drink godt, med lidt god vilje, få ens tanker hen på en spændende krydret rosé vin eller måske en spæd pinot noir.

De kandiserede hibiscus blomster på toppen fik dog ens tanker på rette vej igen.

Hovedretten var super mørt ribeye steak, som var grillet direkte over åben flamme. Hertil en Skorzonerod puré og en bordelaise med et hint af trøffel.

Det nye Studie 4 i Vesterå: Cocktails og maden spiller godt sammen her

Desserten

På nuværende tidspunkt var vores smagsløg allerede bombet med smagsindtryk, men vi manglede stadig desserten.

Ind kom en dekonstrueret citron-tærte bestående af yuzu/lemon-curd, smørstegt crumble, yoghurt-moussé og en marenges på toppen.

Lukkede man øjnene og tog en bid med lidt af det hele, så var man ikke i tvivl om, at dette var en citron-tærte. Til denne ret fik vi en cocktail, som igen var med citrus noter og en relativt høj bitterhed.

Det nye Studie 4 i Vesterå: Cocktails og maden spiller godt sammen her

Vi blev enige om, at skulle vi sætte en finger på noget i aftenens serveringer – hvilket ikke var let – så var det nok matchet med denne cocktail. Det var dog ude på bagatel niveau, for hver for sig smagte begge ting godt.

Sluttede med endnu en cocktail

Aftenen blev sluttet af med en Gin&Tonic, imens vi fik en hyggelig snak med aftenens tjener. Han fortalte bl.a., at de på Studie 4 gør meget ud af at udnytte isterningen som smagsgiver til deres cocktails.

Hvorfor udvande en cocktail med is, når man i stedet kan tilføje ekstra smag, efterhånden som isterningen smelter. Jeg smagte en ekstra gang på min Gin&Tonic med Negroni isterning. Og jo, det gav god mening.

Det nye Studie 4 i Vesterå: Cocktails og maden spiller godt sammen her

Jeg er ikke i tvivl om, at jeg snart skal forbi stedet igen, for at få en bid mad og en god cocktail. Det kunne måske kombineres med en af de events, som der er planer om at holde på stedet.

Tjeneren kunne fortælle, at der lige nu var flere ideer på tegnebrættet med både vin, rom og coctails som fokus.

Prøv vores ClubAalborg Aften på onsdag – også selv om du ikke er medlem

På onsdag den 28. februar afholder vi ClubAalborg Aften på Studie 4. Vi har åbnet op for alle kan prøve en ClubAalborg aften for at få en fornemmelse af, hvad det giver at være medlem. Der er kun begrænsede antal billetter tilbage.

Det er onsdag den 28. februar 2018 fra 19-22.30

Der serveres tre lækre retter plus matchende cocktails til maden.

Prisen er helt eksklusivt kun 378 kr. for ClubAalborgs medlemmer

Hvis du vil prøve noget nyt og lækkert i Aalborg, så gå ikke glip af denne aften, hvor Thorsten også selv vil fortælle lidt om konceptet og baggrunden for at udvide fra Café Vesterå med en restaurant.

Book bord lige her

Del artikel

Andre læser også