Det er stemningen, der tæller: Se de første billeder af Aalborgs nye vinbar
Gravensgade har de seneste år forvandlet sig fra en lidt stille gade til et af Aalborgs mest interessante byrum.
Med små åbninger, specialbutikker og caféer er der omsider kommet liv mellem de historiske facader – og nu har gaden fået endnu et skud stemning.
Vin & Venner er netop åbnet i nummer 7, og allerede når man træder ind, er det tydeligt, at der ikke er tale om en traditionel vinbar.

Førstehåndsindtrykket
Fra gaden fanger blikket de små caféborde udenfor, der næsten tigger én om at sætte sig og nyde et glas kølig hvidvin.
Indenfor mødes man af en varm og dæmpet belysning, mørke vægge og kunstværker i stærke farver.
Lokalet er indrettet, så man både kan slå sig ned ved de runde borde midt i rummet eller søge ind i de bløde lædersofaer i hjørnerne.
Indretningen har et soleklart formål: Du skal få lyst til at blive hængende.
Og det er netop hele konceptet med den nye vinbar – at det handler lige så meget om den gode stemning, som det, der er i glasset.

Et menukort med plads til mere end vin
Navnet kan snyde, for selvom vin naturligvis spiller hovedrollen, er menukortet langt mere alsidigt.
Her finder man vin fra hele verden, men også cocktails, craft beers og et par klassiske drinks.
Maden er bygget op omkring social dining – retter, der kan deles ved bordet.
Tapas, charcuteri og oste, små pizzette, sandwiches og ikke mindst de sprøde parmesan-pommes med dip, som allerede ligner en favorit blandt de første gæster.


Her har man udvalgt mad, der er nemt at dele, uformelt at spise og perfekt til at strække aftenen ud og have endnu flere gode undskyldninger for at blive hængende.
Kortet er skabt til både det korte og det lange besøg.
Man kan kigge ind til et enkelt glas efter arbejde – eller sammensætte et helt bord af småretter og blive siddende hele aftenen.
Storbyfornemmelser
Der er noget storby over stedet.
Den dæmpede belysning, det gyldne skær fra lamperne og de farverige malerier giver oplevelsen af at være i en vinbar, man lige så godt kunne have fundet i Berlin eller Barcelona.
Samtidig er der en ro og en uformel stemning, som passer lige til Aalborg.
Placeringen i Gravensgade er selvfølgelig også alt andet end tilfældig.
Gaden er blevet et af Aalborgs nye hotspots, der ofte beskrives som ”Jomfru Ane Gade for voksne”.
Her er det ikke shots og dunkende bas, men vin, specialøl og stemning – og her passer den nye vinbar perfekt ind.
Her på MigogAalborg tror vi på, at Vin & Venner nok skal finde sin plads mellem byens mere nørdede vinbarer.