Desperat røveri: Tre unge mænd slog mand ned med en snusrulle
Tre unge mænd var alt andet end snus-fornuftige, da de natten til fredag blev så desperate efter det nikotinholdige produkt, at de besluttet sig for at røve en mand.
Det skriver Nordjyllands Politi.
Det 27-årige offer stod ved et busstoppested på Nytorv, da tre unge og snusdesperate mænd røvede ham.
De stjal en snusrulle fra manden – men det var ikke alt.
Efterfølgende slog de ham i hovedet med den.
En kvinde overværede røveriet og ringede efter politiet. Hun udpegede den ene unge mand og pegede politiet i retning af de to andre.
Alle tre mænd blev sigtet og anholdt for røveri.