Et sikkert forårstegn: Derfor valfarter lystfiskerne til havnefronten
For tiden er det ikke kun under vandoverfladen, der er gang i den i Limfjorden.
Langs kajen i Nørresundby står lystfiskerne nemlig side om side, efter at sildene er begyndt at trække ind i fjorden – et sikkert forårstegn, der hvert år lokker masser af nordjyder til vandkanten.
Kalenderen siger april, og det er netop nu, sildene søger ind i de mere rolige, indre farvande. Her rammer de Limfjorden, hvor forholdene er helt rigtige, især når vandtemperaturen sniger sig op mellem fem og ti grader.
Sildene kommer fra både Skagerrak og Nordsøen, men trækker tættere på land i jagten på roligere vand. Og det er gode nyheder for de mange fiskeglade aalborgensere, der i disse dage kan gøre en fin fangst.
Også hornfiskene er begyndt at vise sig – de følger typisk efter sildene og er allerede så småt ankommet.
Sild er for mange en klassiker på påskebordet, og netop derfor er der ekstra interesse lige nu. Men vil man have fingrene i de friske fisk, gælder det om ikke at vente for længe.
For lige så hurtigt som de kommer, forsvinder de igen.








