Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Har du undret dig?: Derfor står der et kæmpe stillads på Limfjordsbroen

Af Emil Kjær Jørgensen

Hvis du har kørt over Limbjordsbroen de seneste dage, har du måske undret dig over, hvorfor der står et kæmpe stillads midt på broen.

Men skal broen udvides med en førstesal? Eller står den gamle dame over for endnu en omfattende renovering?

Årsagen er en ganske anden.

I denne uge starter DM-ugen, hvor der skal findes mere end 200 nye danmarksmestre i mere end 35 sportsgrene. En slags mini-OL lige her i Aalborg.

Der kommer masser af publikumsvenlige aktiviteter, der kommer til at centrere sig på havnefronten centralt i Aalborg.

Har du undret dig?: Derfor står der et kæmpe stillads på Limfjordsbroen
High Diving fra Limfjordsbroen. DM-ugen 2022, danske mesterskaber, udspring. Foto: © Michael Bo Rasmussen / Baghuset. Dato: 24.06.22

Det bliver spektakulært

I anledning af DM-ugen er Limfjordsbroen igen i år udstyret med et stillads, så Danmarks bedste High Divere kan dyste om den eftertragtede DM-titel.

High Diverne kan springe fra enten 13, 16 eller 20 meters højde.

Når først de er i frit fald mod Limfjorden, er det med hastigheder på op til 70 km/t, og de bremser på 4-5 m under vandoverfladen.

Sidste år var DM i High Diving et af DM-ugens største tilløbsstykker med hundredevis af tilskuere til mesterskabet langs Honnørkajen.

Det var en stor oplevelse for Annika Bornebusch, der også stiller op til DM i år:

”Når man står oppe på 20 m-afsatsen og gør sig klar til sit spring, føles publikum meget langt væk. Men idet man kommer op af vandet og kan høre publikums klapsalver og tilråb, er det fantastisk,” fortæller hun.

To high divere kan blive firdobbelte danmarksmestre

De to high divere, Jonas Brockstedt Madsen og Annika Bornebusch, kan begge blive firdobbelte danmarksmestre i år. De vandt nemlig hver især titlen som danmarksmestre i 2020, 2021 og 2022.

Annika Bornebusch er den eneste aktive kvindelige high diver i Danmark og springer derfor kun mod sig selv. Men det betyder ikke, at hun bare er med på en fribillet. Hun har netop kvalificeret sig til VM i High Diving, der finder sted i Japan om få uger, og vil bruge DM til at træne sin VM-serie på 20 m.

Jonas Madsen er ligeledes en talentfuld high diver, der har potentiale for at snuppe danmarksmestertitlen igen. Han skal dog konkurrere mod en række andre – heriblandt Danmarks uden tvivl mest erfarne high diver, 44-årige Jimmi Andersen.

Der er også to lokale springere fra Aalborg, der stiller sig klar på Limfjordsbroen, nemlig Anders Rovsing og Espen Kjølstad. De springer begge til daglig i Aalborg Svømmeklub.

Sidst men ikke mindst er det værd at holde øje med to af de internationale high divere, der deltager i den åbne konkurrence sideløbende med DM. Det er to herrer, der er kendte ansigter i det europæiske High Diving-miljø, nemlig tyske Jan Wilko Heinzel og schweiziske Jean-David Duval.

Begge er talentfulde high divere på niveau med de to forsvarende danmarksmestre. Foruden dem deltager også tyske Yannick Surkau i sin første High Diving-konkurrence.

Kort om DM i High Diving

  • Sted: Limfjordsbroen ved Honnørkajen
  • Højder: 13, 16 og 20 m
  • Indledende spring for seniorer: fredag den 23. juni kl. 17:40
  • Finalespring for juniorer: lørdag den 24. juni kl. 12:20
  • Finalespring for seniorer: lørdag den 24. juni kl. 13:05 – også på DR TV

Du kan læse meget mere om DM-ugen her.

Del artikel

Andre læser også