Varer flere måneder: Derfor bliver der gravet i Bispensgade

Hvis du er gået igennem Bispensgade i dag, har du nok opdaget, at der er blevet sat et stort gravearbejde i gang.
Der bliver hamret og banket. Og hvis ikke du har spottet gravearbejdet, har du højst sandsynligt hørt det.
Vi undersøgte derfor sagen for at høre, hvad der foregår.

Arbejder flere måneder frem
Vi fik fat i Norlys, som kunne fortælle, at de har sat gang i et større arbejde:
“Vi er ved at opgradere fra kabelnet til fibernet, en fremtidssikret internetforbindelse, i området,” oplyser Norlys til MigogAalborg.

Norlys forventer at være færdige med at arbejde i Bispensgade den 1. maj.
Derefter rykker de til Algade og Møllegade, hvor der også skal opgraderes til fibernet.
Her er den endelige tidsplan ikke fastlagt endnu.
Om fibernet
- Fibernet er baseret på lyslederkabler og kan håndtere uanede mængder data med lysets hast, hvilket gør forbindelsen stabil og lynhurtig – også selvom hele familien er på samtidig.
- Forbindelsen er personlig og påvirkes ikke af andre brugere i området eller afstanden til en central. Fibernettet bliver heller ikke påvirket af skove, bakker og høje bygninger.
- Norlys’ fibernet er åbent, og det betyder, at man har mulighed for selv at vælge internet og tv blandt de mange serviceudbydere, som indgår i Norlys’ fibersamarbejde.