Første gang nogensinde: Derfor blev REGAN Vest totalt evakueret
Et af de helt store besøgsmål i Nordjylland, hvor mange aalborgensere med garanti har været forbi i løbet af vinterferien, oplevede torsdag noget, de aldrig havde prøvet før.
Hele den gamle koldkrigsbunker REGAN Vest var nemlig nødt til at evakuere alle gæsterne.
Det betød derfor også, at 110 gæster desværre gik glip af rundvisningen. Det skriver Nordjyske.
Et teknisk problem
Det var et nedbrud i de kabler, der sikrer, at medarbejdernes walkie talkies fungerer, der var gav udfordringer.
“Det er af sikkerhedsmæssige grunde absolut nødvendigt, at guiderne kan kommunikere med hinanden og med dem, der er uden for bunkeren.
Så da det nedbrud kom, måtte vi for en sikkerheds skyld evakuere,” fortæller museumsdirektør ved Nordjyske Museer, Lars Chr. Nørbach, til mediet.
Problemerne stod på i et par timer og var overstået i løbet af eftermiddagen, hvorefter rundvisningerne blev genoptaget.
Det er første gang, at REGAN Vest har været nødt til at evakuere alle gæster.
“Det er selvfølgelig rigtig ærgerligt, men sikkerheden har førsteprioritet. Vi er ved at danne os et overblik over de gæster, det gik ud over, og se, hvad vi kan gøre for dem,” slutter Lars Chr. Nørbach.