Nyhedsbrev

Artikler med:

Nyeste artikler

Åbent brev til Kulturministeren: Må man godt udøve smagsdommeri for millioner af skattekroner?

En del af ejerkredsen i Min By Media 
Fra venstre Mads Peter Veiby, Jes Lennert, Michael Qureshi og Thomas Enevoldsen
En del af ejerkredsen i Min By Media Fra venstre Mads Peter Veiby, Jes Lennert, Michael Qureshi og Thomas Enevoldsen

Forestil dig et nævn nedsat af et ministerium, som forvalter trecifrede millioner af skattekroner, der må ignorere jura og dokumentation.

Som fordrejer bekendtgørelser præcis i den retning, der passer ind i deres beslutninger.

Som nægter at lytte på profilerede kilder i en hel by udelukkende kun for at fastholde egen fortolkning af smagsdommeri.

Et nævn der er så magtfuldkomment, at de er de eneste, som behandler klager over deres egne afgørelser.

Jo, den er god nok. Det findes i virkeligheden her i Danmark.

Syv personer med total magt

Min By Media A/S har i flere år nu oplevet at blive tromlet over af Medienævnet bestående af syv personer.

De her syv personer har magten til at fordele skattekroner i et trecifret millionbeløb årligt, og de gør det nu i en så konkurrenceforvridende grad, at vi nu føler os nødsaget til at bruge alternative metoder for at blive hørt.

Både jura eller de selvsamme kilder som Medienævnet hårdnakket påstår, at vi IKKE snakker med bliver fuldstændig ignoreret.

Så spørgsmålet til Kulturministeren må være; må et offentligt udpeget nævn godt ignorere dokumentation og jura og i stedet udøve smagsdommeri for millioner af skattekroner?

Der findes ingen større tilfredsstillelse end at kunne klare sig selv uden finansiering fra staten.

I 2024 kom Min By Media A/S ud med et overskud på 3,6 mio. kr., så vi er godt med.

Men vi er samtidig vidner til en kæmpe konkurrenceforvridning i mediebranchen.

Lad os bare være helt konkrete.

Forleden sagde Medienævnets formand Vibeke Borberg i et interview med Mediawatch, at ”MigogAalborg, MigogOdense, MigogKbh og MigogAarhus kun i meget begrænset omfang behandler lokalt nyhedsstof og ikke består af bidrag fra forskellige lokale kilder.”

Det er direkte usandt, og det kan vi juridisk dokumentere på nærmest enhver given dag på året i hele 2024 samt 2025.

Googler I de forkerte medier frem?

Kære Vibeke – er det sådan, at du og dine embedsfolk rent faktisk kigger på mediehuset MinByAalborg – og som har mange andre Min By sider inde under deres paraply, når I laver udtræk på vores historier?

Det kan også være svært at skelne mellem, at vi har et mediehus ved navn Min By Media med medier som hedder Migog –

Og så findes der et mediehus med medier som hedder MinByxx.

Vi har intet med sidstnævnte at gøre – og det håber vi trods alt, at Medienævnet er professionelle nok til at vide.

Men spørgsmålet er efterhånden relevant at stille.

Lad os lige kigge på MigogAalborgs seneste 10 historier mens dette skrives;

Bygger boliger tæt på Fjorden

Sådan påvirkes trafikken til Aalborg Børnekarneval

1,7 kilo amfetamin og stjålet motorcykel i traileren

Klar til gratis koncerter i Fjordbyen

Beredskabet kaldt til brand på Spritten

Stort idrætsanlæg på tegnebrættet i Aalborg Kommune

Derfor lyste flere vartegn i Aalborg rødt

Aalborg-studerende imponerer

Ny Spritz-bar åbner på toppen af Aalborg

Restaurant Tabu lukker permanent

Hvordan kan historier som disse fortolkes fra Medienævnet således, at vi kun i BEGRÆNSET omfang behandler lokalt nyhedsstof.

Er det så jura eller smagsdommeri, hvis en nyhed om en lukket restaurant ikke er lige så fin som et interview med en præst eller politiker?

Alle skal være fuldt velkommen til at kigge vores medier efter sømmene. Vi kan fuldt ud dokumentere, at vi både taler med masser af kilder og behandler masser af lokalt nyhedsstof.

Tro kopi af MigogAalborg får støtte

Hvert år uddeles lige omkring 391 mio. kr. i mediestøtte kroner til udvalgte danske medier.

Derudover uddeles der årligt omkring 43 mio. kr. i en ny Ugeavis-pulje.

Sidstnævnte pulje blev i slutningen af 2024 uddelt for anden gang, og her bliver det endnu mere spændende.

For andet år i træk fik MigogAalborg, som hører ind under Min By Media, afslag.

For andet år i træk fik Aalborg LigeHerNu tilsagn om støtte.

Altså det medie som Det Nordjyske Mediehus lancerede som en tro kopi af MigogAalborg som et modtræk for år tilbage.

Det er stort set ens indhold begge medier skaber på ugentlig basis.

Det er i hovedtræk de samme besøgende. Det er i hovedtræk de samme annoncører, som handles med.

Men Aalborg LigeHerNu fik i år tilsagn på 761.774 kr.

MigogAalborg fik afslag på ansøgningen med den begrundelse, at mediet ikke har det blandede indhold, der karakteriserer ugeaviser.

Men indholdet er stort set identisk med det andet medie ejet af Det Nordjyske Mediehus. Der er nærmest ingen forskel.

Skal vi blot tage 10 historier fra forsiden på Aalborg LigeHerNu fra i torsdags i sidste uge

Bedste veninder står bag nyt frisørkollektiv i Nørregade

Flere tusinde brændeovne kan snart være fortid i Aalborg

Allergiforening kommer med dyster melding og peger på udbredt misforståelse

Den store biografdag indtager Aalborg med billetter til spotpris

Populært bilkoncept vender tilbage: Flere end 200 specialbiler samles i Svenstrup

Kalder alle hundeelskere: Hvalpetræf er tilbage

Lasse Rimmer stiller spørgsmål i AKKC

Nu vajer piratflaget over Havnefronten: Gratis DJ-event vender tilbage

Store Bededag eller ej – Kim sørger for friskbagte hveder

Landsby holder byfest med torvedag og pattegris

Hvis man ikke kan se, at der er tale om direkte forskelsbehandling, så bør man nok gå til Louis Nielsen.

MigogAarhus, MigogKbh og MigogOdense fik samme afslag og præcis samme begrundelse.

Men MigogEsbjerg må godt

MEN. Nu kommer det ironiske.

Vores helt nystartede medie MigogEsbjerg fik tilsagn. På 854.284 kr.

Helt på sin plads i forhold til de redaktionelle omkostninger som er skudt i projektet og det indhold vores journalister dagligt producerer.

Hvad er forskellen på MigogEsbjerg og vores øvrige medier så?

Stort set ingen. Bortset fra at Min By Media ejer MigogEsbjerg sammen med Fonden for Ugeavisen Esbjerg.

En fond der i 50 år drev en stolt ugeavis i Esbjerg.

Men ellers er medierne ganske ens.

Der er så meget vi ikke forstår.

Hvad er forskellen i København?

I København har vi ansat en af Danmarks bedste lokaljournalister André Bentsen.

Kendt for sin passionerede lokaljournalistik. Hentet til MigogKbh-redaktionen for at fortælle om alle de historier, som er nærværende for københavnerne.

Men heller ikke MigogKbh har vundet indpas hos Medienævnet, hvor der sidder syv personer, som dømmer medier inde eller ude af statskassen.

Derimod har KøbenhavnLiv medierne med JFM i ryggen fået tildelt samlet over 3 mio. kr.

Altså KøbenhavnLiv som André Bentsen blev hentet fra. Historierne som han skrev på KøbenhavnLiv er præcis i samme boldgade. Nu skriver han bare for MigogKbh.

Men ifølge Medienævnet så har MigogKbh ikke det blandede indhold som eksempelvis KøbenhavnLiv har.

Faktisk har profilerede personer som

Jakob Næsager, Børne- og Skoleborgmester i Københavns Kommune

Sophie Hæstorp Andersen, forhenværende overborgmester i København og nuværende Bolig- og Socialminister

Niels Peder Ravn. Medlem af Borgerrepræsentationen, Medlem af Kultur og Fritidsudvalget, Socialudvalget og Folkeoplysningsudvalget.

Allan Marouff, formand for lokaludvalget, Østerbro

Emmeline Othine, formand for Østerbro Handelsforening

Niels E. Bjerrum, Teknik- og Miljøudvalget Københavns Kommune

Andreas Keil, næstforperson for Borgerrepræsentationen og gruppeformand for S

Lars Hougaard Hein, direktør, Fremad Amager

Morten Eklöf Risager, presseansvarlig, Sparta Atletik & Løb

Cille Egholm, gruppeformand, politisk ordfører, Venstre

Maria-Louise Jacobsen, museumschef Københavns Museum

Alle i en klage til Medienævnet bekræftet, at de bruges som kilder af MigogKbhs journalister, og at de anser MigogKbh som et vigtigt og relevant lokalmedie.

Alligevel har Medienævnet afvist klagen med, at vi ikke har et blandet indhold af kilder og i øvrigt anses for at være en guide til restauranter, caféer og museer.

Tyg lige på den. Man vælger at ignorere dokumentation og kilder til fordel for smagsdommeri.

Der er så meget, vi ikke forstår.

JFM er topscorer på million-støtten

I Odense producerer vores journalister i høj grad indhold i samme stil som Ugeavisen Odense. Faktisk har vores Odense-redaktør Christina Frederiksen arbejdet for Ugeavisen Odense.

Hun producerer samme type nyheder i dag som Ugeavisen Odense gør.

MigogOdense har fået afslag. Ugeavisen Odense, ejet af JFM, får 882.151 kr.

Der er så meget, vi ikke forstår.

Målt på koncernbasis modtager JFM størst støtte fra Ugeavis-puljen med samlet 17,3 mio. kr., mens Sjællandske Medier modtager næstflest med 14,5 mio. kr.

Det skal suppleres med, at JFM modtager mere end 80 mio. kr. svarende til 20,5% af det samlede beløb på 391,7 mio. kr. som blev uddelt i 2024.

Dermed kommer JFM tæt på 100 mio. kr. i 2024 støttet af skattekroner.

Det mediehus i Danmark som kommer tættest på at udfordre JFM på digitale lokalmedier, altså Min By Media, modtager fire afslag og 854.284 kr. til et halvt ejet Esbjerg-medie.

Måske har Medienævnet lavet en fejl, tænker du sikkert?

Det var absolut også vores første tanke i 2023, da vi første gang fik afslag på alle fire medier til Ugeavis-puljen (MigogEsbjerg startede først maj 2024).

Så vi indsendte en udførlig og veldokumenteret klage via advokathuset Haugaard/Braad.

Over 79% lokale nyheder i Aalborg

Hvis vi tager Aalborg som eksempel, så var der oktober 2024, skrevet 272 artikler.

79,5% var nyheder med lokalt relevans med blandet indhold.

2,40% var Guides.

0,7% var anmeldelser

17,4% var annoncer.

Det er et nogenlunde gennemsnit af vores måneder på alle fem byer.

Det er det stadig i dag. Ikke meget har ændret sig på de tal.

Men Medienævnet har desværre deres egen fortolkning af fakta.

Medienævnet laver et frit skøn

Faktisk er juraen heller ikke på Medienævnets side, som vores advokathus Haugaard/Braad påpeger i en klage til Folketingets Ombudsmand.

Heri skriver partner ved Haugaard/Braad Katrine Dons Kvottrup;

“Der kan ikke udledes en indskrænkende fortolkning eller et frit skøn for Medienævnet af betingelsen i Ugeavisbekendtgørelsens § 1.

Tværtimod skal støtten netop bidrage til at øge og styrke produktionen af redaktionelt indhold.

Der stilles ikke krav om, at et medie skal skrive om specifikke emner for at komme i betragtning.

Det afgørende er alene, om det enkelte medie leverer redaktionelt stof om forskellige emner af relevans for befolkningen inden for mediets lokale geografiske område.

Som dokumentation for, at Medierne opfylder betingelserne i Ugeavisbekendtgørelsens § 4 og dermed også Ugeavisbekendtgørelsesns § 1, henvises til materialet vedlagt klagerne til Medienævnet (bilag 9-12).

Desuden kan det lægges til grund som bestridt af Medienævnet, at Medierne opfylder betingelserne i Ugeavisbekendtgørelsens § 4.

Det er på baggrund af ovenstående – og den nærmere redegørelse i klagerne (bilag 9-12) – åbenbart, at Medierne opfylder betingelserne i Ugeavisbekendtgørelsen for at opnå tilskud fra Ugeavispuljen, og på den baggrund har Medienævnet intet belæg for at meddele afslag.”

Men hidtil har alle klager været som at slå i en dyne.

Der må komme en neutral klage-instans

Som et top 10 mediehus i Danmark, kræver vi at blive hørt i forhold til nuværende setup.

Enten afskaffes støtteordningerne fuldstændigt, og vi driver alle medievirksomhederne som de burde, uden støtte fra nogen side.

Ellers må der komme en ændring i forhold til klagesager.

Det skal være muligt at få en neutral part til at vurdere dokumentation, hvor de sagsomkostninger så må betales af klager.

Hertil ønsker vi et politisk tiltag for at ændre på klage-proceduren omkring mediestøtten, så det ikke bliver baseret på mavefornemmelser og smagsdommeri men på dokumentation og fakta.

Man siger, at hvis man ikke kan klage lugten i bageriet, så kan man bare smutte.

Medienævnet er sat i verden for at beskytte demokratiet i Danmark.

Så bør det ikke være muligt at de udøver deres magt som et diktatur.

Vi håber, at der er nogle politikere som vil tage denne konkurrenceforvridning op og kæmpe for, at vi får et mere åbent system, hvor afgørelser kan blive prøvet hos en tredjepart.

Underskrevet

Ledelsen i Min By Media A/S

Del artikel

Korte videoer

 


 


 


 


Udvalgte artikler

 


 


 


Top 3 i dag




 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Tilladelse til politiske reklamer

For at støtte den demokratiske samtale, vil vi gerne spørge om din tilladelse til at vise dig politiske reklamer på denne hjemmeside.

Du vil altid kunne se, hvem der er afsender af reklamen, og hvorfor du ser den. Vi anvender aldrig følsomme oplysninger som din politiske overbevisning til at målrette reklamer.

På alle reklamer kan du finde kampagne id, som du kan bruge til at finde al info på om kampagnen på https://politiskreklame.dk/

Dit samtykke er frivilligt, og du kan til enhver tid trække det tilbage.