Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Stor støtte: I regn og blæst blev der løbet penge ind til Børns Voksenvenner

Af Tess Amelung
Manden bag løbet Søren Klinsmann (tv) og kammeraten Carsten Jacobsen
Manden bag løbet Søren Klinsmann (tv) og kammeraten Carsten Jacobsen

Calvin Harris’ store sommerhit ’One Kiss’ brager ud af de to store sorte højtalere, der er placeret uden for indgangen til Utzon Centeret ved Østre Havn.

Måske prøver den desperat at jage de sorte skyer væk, der truer på himlen og tilbagebringe den varme sommer. Men den ser ud til at tabe slaget.

Næsten 200 løbere er blevet sendt afsted på en i alt knap 5,3 kilometer lang rute til velgørenhedsløbet for organisationen Børns Voksenvenner, hvor deltagerne selv kunne vælge, hvor mange de runder, de løb.

Adskillige modige løbere tog den 16 omgange, så det svarede til et marathon, og især ved Kulturbroen var det en udfordring, da man løb i vand til knæene.

Flere steder på ruten står under vand, det styrter ned i flere omgange, og det blæser en halv pelikan. Men folk gennemfører og sikrer, at der bliver støttet op om det gode formål.

Børns Voksenvenner er en landsdækkende humanitær forening med et hovedkontor i København og 41 lokalafdelinger rundt omkring i Danmark, hvor voksne kan søge om at blive ven til et barn, der mangler en ekstra voksen i sit liv.

Børn, som eksempelvis har mistet en forælder eller som altid kun har haft en. Organisationen består primært at frivillige hænder, der får sat vind i sejlene og sørger for en velfungerende organisation.

Stor støtte: I regn og blæst blev der løbet penge ind til Børns Voksenvenner

Han er manden bag velgørenhedsløbet

En af de frivillige er 43-årige Søren Klinsmann, som er manden bag Børns Voksenvenners løbearrangement, som løb af stablen i går lørdag i Aalborg.

Og så er han selv voksenven gennem fem år til Magnus Guldager Slipsager på 13 år. Med 48 sponsorater fra virksomheder primært med base i Aalborg, og en række frivillige fra Børns Voksenvenner i ryggen, har han arbejdet siden begyndelsen af året på at skabe velgørenhedsløbet.

”Jeg lavede aftalen om at benytte Utzon Centeret i januar, og så har jeg arbejdet på det siden marts, hvor jeg fra maj måned brugte hver dag. Det har jeg også gjort siden august.”

 

Søren Klinsmann er en ægte ildsjæl.

Med sin egen fortid som både overvægtig og ordblind, har han viet sit voksenliv til at hjælpe andre, der har brug for ekstra omsorg og vejledning i hverdagen.

Stor støtte: I regn og blæst blev der løbet penge ind til Børns Voksenvenner

Fortid som overvægtig inspirerede

De store vinduespartier oplyser det store rum med det lyse træloft skabt af nu afdøde Jørn Utzon, men de bevidner også om den kommende regn, der truer de løbeglade deltagere langs havnefronten.

Rummet er udsmykket med runde borde beklædt med hvide duge, og på to langborde står store chokoladekager pyntet med click mix og hasselnødsflager klar, til når løberne vender tilbage. Kager, de fleste nok ville have svært ved ikke at kaste sig over.

Men Søren Klinsmann selv – han skal ikke have noget.

Igennem hele sin barn-og ungdom har han været overvægtig. Han elskede mad, slik og så drak han for meget alkohol.

Stor støtte: I regn og blæst blev der løbet penge ind til Børns Voksenvenner

Men glæden ved mad og drikke skulle vise sig at være et uligt kærlighedsforhold. For det satte sine markante og farlige spor, for en dag vejede han 185 kilo.

En december-dag i 2007 tog han derfor en beslutning, der skulle vise sig at være livsændrende for den madglade mand.

”Jeg sagde til mig selv, at nu skulle jeg tabe mig 15 til 20 kilo. Den 7. april 2008 stoppede jeg med at spise kage, slik og chips, og jeg har ikke spist det siden. Jeg kommer aldrig til det igen,” fortæller han.

Stor støtte: I regn og blæst blev der løbet penge ind til Børns Voksenvenner
Medaljen alle deltagere fik

Har løbet 231 halvmarathons og 65 hele

To år efter stopper Søren Klinsmann med at drikke alkohol.

”Det kommer jeg heller aldrig til igen.”, fortæller han med et fastbesluttet ansigtsudtryk.

Siden sin livsstilsændring har Søren Klinsmann løbet 231 halvmarathons og 65 hele af slagsen, og så har benene også taget ham gennem blandt andet fem gange Aalborg Brutal Marathon og The Polarbear Challenge i Grønland.

I dag er han ikke bare 20 men hele 90 kilo lettere og tusindvis af overskud rigere. Det overskud bruger han blandt andet på at være voksenven.

Stor støtte: I regn og blæst blev der løbet penge ind til Børns Voksenvenner

At være voksenven skaber glæde for begge

De første løbere begynder ligeså stille at indtage det store oplyste rum. Det er både voksne og børn, der kommer ind. ”Bare tag alt det kage, I vil, drenge”, råber Søren Klinsmann igennem lokalet til to lyshårede drenge. Det skulle han ikke sige to gange.

”Jeg følte, at nu havde jeg tid og energi til at være voksenven, og jeg havde ikke selv noget barn, og så ville jeg gerne gøre det. Det kræver ikke så meget. I starten troede jeg, at man skulle noget hele tiden, og at det skulle koste penge. Det behøver det ikke.”

Søren Klinsmann og Magnus Guldhammer Slipsager ser nu hinanden cirka hver 14. dag, hvor de blandt andet dyrker motion sammen og tager i svømmehallen.

”Så har jeg en åben folkevogn, den kører vi rundt i om sommeren”, fortæller han med et smil.

Stor støtte: I regn og blæst blev der løbet penge ind til Børns Voksenvenner

For at kunne blive voksenven skal man netop, som Søren Klinsmann, have noget at tilbyde. Birgit Klitgaard Leong er centerleder for Børns Voksenvenner i Aalborg, og fortæller, at det ikke bare er alle, der kan blive voksenven.

”Man skal have ren straffeattest for at blive voksenven. Man skal have tid og være stabil i sit liv, så man bliver et stabilt holdepunkt for barnet.”

For det at være voksenven skal være noget, man virkelig vil, og som man ikke føler som en sur pligt. Birgit Klitgaard Leong fortæller også, at venskabet ikke kun er givende for barnet. At være voksenven giver mindst ligeså meget.

”De synes, det er dejligt. Det er sjovere at være i Zoologisk Have med et barn, end det er at være det selv.”, fortæller hun.

Stor støtte: I regn og blæst blev der løbet penge ind til Børns Voksenvenner

Jeg har vundet en grill

Flere af deltagerne begynder at indtage de runde borde og stille sig i kø til kaffen. Håret på de fleste afslører, at de har været ramt af regnen.

”Jeg har vundet en grill. Jeg er lige flyttet i rækkehus, så det mangler jeg.”, siger en glad kvinde. ”Jeg har aldrig vundet noget før”.

”Det er jo hovedpræmien. Tillykke”, svarer Søren Klinsmann hende.

Gasgrillen er bare en af de sponsorgaver, som bliver givet til dagens løb. Med i præmiepuljen finder man blandt andet også sko, weekendophold og en række gavekort.

Med Søren Klinmanns fortid har han med lørdagens velgørenhedsløb forenet sin passion for løb og sin rolle som voksenven til at sprede glæde for andre igennem en god sag og et godt formål.

Som prikken over i’et kommer Magnus Guldhammer Slipsager ind i rummet knap 5,3 kilometer senere. Plaskvåd i håret. Også ramt af det ubarmhjertige regnvejr.

Han stikker Søren Klinsmann en high five, som spørger ham ”Gik det godt?”, hvortil hans ven svarer med et smil malet i ansigtet ”det var sjovt.”

Del artikel

Andre læser også