Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Den nye ferielov kan skabe problemer: Sådan skal du til at afvikle dine feriedage

Af Jens Erik Møller
Partner hos BDO Aalborg, Mads Madsen. PR Foto
Partner hos BDO Aalborg, Mads Madsen. PR Foto

Hvad skal du lave i sommerferien?

Det er et af de hyppigste spørgsmål lige for tiden, og de sidste brikker i puslespillet om, hvem der skal have ferie hvornår, er ved at blive lagt på de enkelte arbejdspladser netop nu.

Men vi skal meget snart til at tænke længere frem end blot den kommende sommerferie.

Allerede nu skal vi på grund af den nye ferielov til at overveje, hvordan ferien skal afvikles fra og med 1. september 2020.

Der venter nemlig store praktiske opgaver forude, og derfor har revisionsfirmaet BDO oprettet en taskforce i blandt andet Aalborg, som er klar til at rykke ud og rådgive virksomhederne om de problemstillinger, den nye lov medfører.

Hvad betyder den nye ferielov?

Den nye ferielov vil i de kommende år vende op og ned på alt det, vi kender i forhold til optjening og afholdelse af ferie.

Den nye lov betyder i hovedtræk, at du som medarbejder optjener og afvikler din ferie samtidig med, at du arbejder.

Hidtil har man optjent sin ferie i perioden 1. januar til 31. december, som man så har kunnet afholde det følgende ferieår 1. maj til 30. april.

Med den nye ferielov omlægges ferieåret, så det løber fra 1. september til 30. august.

Der indføres på samme tidspunkt samtidighedsferie, således at medarbejderen både optjener og afvikler 25 betalte feriedage i samme periode.

Det er især aktuelt for nye, der træder ind på arbejdsmarkedet, som nu kan afvikle optjent ferie med løn fra stort set dag ét.  Alt sammen medfører det, ifølge revisionsfirmaet BDO, at der venter et større administrativt arbejde forude for alle danske arbejdspladser.

”Det er lidt som med persondataloven fra 2018.

Det går ofte først op for virksomhederne lige til sidst, at der er en udfordring gemt her. Men det er allerede nu, at man som virksomhed skal til at gøre sig sine overvejelser om, hvordan man vil håndtere det her,” forklarer Mads Madsen, partner hos BDO i Aalborg.

Dobbelt op på ferie

Selvom den nye ferielov først er fuldt indfaset 1. september 2020, så er der en overgangsperiode mellem den gamle og den nye lov. Det er ifølge Mads Madsen også med til at komplicere tingene en smule.

”I dag er det sådan, at når man arbejder, så optjener man 2,08 feriedag pr. måned.

Det gør man også i overgangsperioden 1. september 2019 – 31. august 2020, men ferie for denne periode  kan ikke afholdes på sædvanlig vis, fordi man pr. 1. september 2020 er gået over til at afholde den ferie, man optjener samtidigt.

Så man står i princippet med dobbelt op på ferien.

Derfor ”parkerer” man den ferie, som er optjent i overgangsperioden, så man først får den udbetalt, når man forlader arbejdsmarkedet.

Det gør man for at undgå ekstraordinær ferieafvikling indenfor samme ferieår ved indførelse af den nye ferielov.

Det er derfor et større puslespil, der skal gå op, og det er også derfor, at det kommer til at betyde store ændringer for virksomhederne,” forklarer Mads Madsen.

Den nye ferielov kan skabe problemer: Sådan skal du til at afvikle dine feriedage
Her kunne man holde ferien næste gang

Ferie ”på forskud”

Et andet meget konkret problem kommer til efteråret 2020.

”Fordi ferieloven træder i kraft pr. 1. september 2020, så kan man måske ikke nå at optjene ferie til efterårsferien 2020.

Det kan betyde, at hvis man vil holde efterårsferie, så kommer man til at ”skylde” sin virksomhed ferie og skal egentlig holde ferie ”på forskud”.

Det betyder også, at virksomheden skal tage stilling til, om man vil tillade ferie på forhånd,” forklarer Mads Madsen.

Der venter derfor en større opgave for virksomhederne, da alle ansættelseskontrakter og lønsystemer skal tilpasses, der skal ske ekstra indberetninger til feriefonden osv.

Alt det praktiske er ifølge Mads Madsen langt mere, end man som virksomhed regner med.

”Typisk er det måske noget, som man først får gjort til sidst, men hvor det i virkeligheden nok ville være en god idé at komme i gang allerede på den her side af sommerferien eller om ikke før, så straks efter sommerferien.”

Tager tid at håndtere

”Det er ikke voldsomt kompliceret, men der er bare noget praktik i selve håndteringen af det,” mener Mads Madsen.

”Hvis man for eksempel har 50 ansatte, så skal man trods alt forholde sig til 50 ansættelseskontrakter. Og hvis man ikke har en holdning til, om medarbejderne må ”skylde ferie”, så skal man også have det på plads.

Så man skal ikke negligere den nye ferielov – for der er en opgave i at håndtere den, og det skal gøres i god tid, så kontrakter, lønsystemer mv. ikke volder problemer.”

BDO har taskforce parat

Hvis det lyder uoverskueligt, så er der heldigvis hjælp at hente for virksomhederne.

”Vi har taskforce team, der har specialiseret sig i den nye ferielov, og som kan hjælpe virksomhederne på rette vej.

Vi har også nogle skræddersyede pakker, for det er tit de samme problemer og behov, virksomhederne har.” siger Mads Madsen.

”Vi kommer ud til virksomhederne, og når vi tager afsted igen, så er de klædt på til at håndtere implementeringen.”

De fleste af BDO’s kunder er små og mellemstore virksomheder, som har fra 2-3 medarbejdere og op til 50-100 ansatte. Spændet er således stort, men BDO har, ifølge Mads Madsen, kompetencer i forhold til alle virksomheder.

”Hovedparten af vores kunder kan vi servicere med medarbejdere fra Aalborg.

Virksomheder over en vis størrelse og med en vis kompleksitet, kan vi dog blive nødt til at servicere med eksperter fra andre af vores BDO-kontorer.

Men uanset hvilken virksomhed, der har brug for hjælp, så kan vi håndtere det,” fastslår Mads Madsen.

”Man skal ikke gøre det værre, end det er. Det er bare enormt vigtigt, at man får det håndteret og taget stilling til den nye ferielov  nu eller lige efter sommerferien, fremfor at man står i 2020 og pludselig skal finde en løsning her og nu.”

Du kan læse mere om BDO og den nye ferielov her.

Del artikel

Andre læser også